Det er med spænding, nervøsitet og håb.

Fredag d. 20 april fik vi et opkald fra Holbæk sygehus – ”Vi har et afbud 1. maj, er I interesseret?”. Ja tak, der var intet at overveje. Tror at I ligesom jeg, har lært eller lærer i dette regi, at man takker ja, når man får tilbudt en tid, da ventetid er en af de faktorer vi ikke kan påvirke eller har indflydelse på.

Ventetid. Det er en underlig størrelse. At vente på at klokken slår midnat nytårsaften, så man kan skåle nytåret ind og kysse sin kæreste, det er festligt. At vente på at der kommer sne, julemad, julegodter, og Disneys juleshow, det er hyggeligt. At vente i 9 måneder på at møde sit barn, det er magisk.

At vente på svar fra udredning i fertilitetsbehandling – at vente på tilbud om at starte behandling – at vente på kroppen kommer sig oven på hormonbehandling – at vente på at parforholdet blomstre igen – at vente på, at ens fertilitetseventyr vil ende lykkeligt med et sundt og raskt barn i armene. Den ventetid er ubeskrivelig. Men her er et bud…. Den ventetid er en forhindringsbane, en off-pist, uretfærdig, tabubelagt, ydmygende, håbefuld, modløs, uvished, sorgfuldt, optimistisk, drømmende, og identitetsudfordrende.

Der kan med garanti tilføjes flere følelser og beskrivelser, og ej at glemme, så kan denne ventetid i fertilitet eventyret også være en udfordring for ens rummelighed, og for ens venskaber.

Vi har ventet 25 uger på denne opringning, men dertil kan vi lægge knap 3 års ventetid med udredning, kropsterapi, 6 IUI, og 1 bio.

Nu går vi med spænding på hvilken videre plan Holbæk vil lægge for os. Hvilken sti vil de sende os ud på? Skal vi igennem flere udredninger? Skal vi igennem flere IUI? Skal vi IVF eller ICSI?

Derudover går vi (jeg) med en stor nervøsitet, da jeg har taget på gennem det sidste års behandlinger, hvilket er krydret med en god portion dovenskab, fysiske udfordringer og dårlige undskyldninger. Jeg gik på vægten 1. februar, da jeg synes mit tøj strammede.. og det gjorde det med god grund. Vægten sagde ”forsættelse følger”. Sådan føltes det i hvert fald.

Vi har HÅB. Et håb vi ikke har haft længe. Nu bliver der pustet liv i håbet igen, og i drømmene. Det er i sig selv et stort skridt at komme til samtale og få lagt en plan for videre forløb, og det føles som et skridt nærmere på at eventyret får en lykkelig slutning.

I dette fertilitetseventyr, fylder de tunge følelser og oplevelser meget (det er okay, det er naturligt), og de kan nemt få overtaget og ikke give plads til håb, små succeser, drømme og taknemlighed. For os er det en succes oplevelse at vi har fået tildelt et afbud. Det er en af de små succeser vi må tage med og være taknemlige for. Derfra må vi forholde os til næste etape, når vi har været til samtale 1.maj.

Ugens råd: Vi må huske de små sejre og succeser