Vi skal huske at fortælle, hvor seje kvinder (og deres partner) er, som er i fertilitetsbehandling! 

Blog opslag

Skrevet af dagbogQ

7 jul, 2020

Vi skal huske at fortælle, hvor seje kvinder (og deres partner) er, som er i fertilitetsbehandling!

Ja, det er måske meget let for mig at sige, når jeg selv er en af de kvinder. For hvem vil ikke gerne få af vide at man er sej? Men fertilitetsbehandling er benhårdt. Det er et faktum som er almen kendt, og i Berlingske, Jyllands Posten eller ekstra bladet, alt efter hvor seriøse nyhed man er på udkig efter, kan man da også læse real-life fortællinger om par, der har kæmpet sig igennem fertilitetsbehandling i 3, 5 eller 10 år før miraklet skete og de fik et barn. Artiklerne indeholder tit en lille faktabokse, som fortæller at fertilitetsbehandling er en livskrise, at det øger chancen for depression og at kvinder i fertilitetsbehandling oplever samme stress som terminale kræftpatienter, der gennemgår kemobehandling.

Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at folks reaktion på fertilitetsbehandling ofte er trøst og anerkendelse af, hvor uretfærdig det er, at ikke alle kan lave et barn med en tilfældig mand, man har mødt sprit stiv på det sidste værtshus inden byen lukkede ned. Faktisk har folk omkring mig været utrolig søde, lyttende og prøvet at forstå, selvom der da også har været nogle stykker, som helt sikker velmenende har sagt ‘Nyd nu livet inden børn’, ‘I skal bare lade vær med at tænke på det’, ‘I kan jo altid bare adoptere’ eller ‘I må gerne passe vores børn’.

Men til trods for, at man oftest bliver mødt af omsorg, så syntes jeg ofte at folk glemmer at fortælle, hvor seje kvinder er, som går igennem et så hårdt behandlingsforløb, for at kunne bringe en ny verdensborger til verden. Måske det skyldes, at folk der ikke har været i fertilitetsbehandling, har større fokus på at det er synd. Men vi må altså ikke glemme at anerkende, hvor sejt det er, at kunne gennemgå et fertilitetsforløb, i mens man prøver at have en almindelig hverdag. Om ikke andet, så må vi kvinder som selv er i fertilitetsbehandling, huske at sige det til hinanden, og det syntes jeg faktisk at vi er gode til.

De kyniske som læser dette blogindlæg, vil måske sige, at vi jo gør det for os selv. Og ja, det er jo også rigtigt, så hvorfor skal vi have af vide af vi er seje? Tag lige en tænkepause, og tænk tilbage på, hvornår du sidst har gennemgået et hårdt behandlingsforløb, som ikke var for dig selv? Har du doneret en nyre til et nært familiemedlem eller en vildt fremmede? Hvis du svarer Ja, så hører du til i en liga for sig. Kæmpe klap på dine skuldre, du er fandme sej. Men det er de færreste der har gennemgået

Men hvorfor syntes jeg, at vi skal have mere fokus på, hvor seje kvinder er, som gennemgår fertilitetsbehandling i den daglige snak? Til barnedåb og bryllupper, på facebook og instagram og i reklamer bliver forældrerollen ofte nævnt, og hyldet som livets mest krævende  opgave. For ikke at tale om mors-dag og fars-dag. Måske du også har set det jobopslag, der for nogle år siden florerede på de sociale medier lige omkring mors-dag, hvor der bliver opremset så mange urimelige krav, det ville kunne få enhver fagforening til at lægge sag an mod arbejdsgiveren. Efter at du forarget har læst flere siders jobopslag igennem og er ved at sprænges af nysgerrighed over, hvem der dog ville have sådan et krævende job, bliver det afsløret, at du lige har et læst et jobopslag om at være mor. Men når jeg ser min familie, venner og kollegaer med deres børn, selv i de mest umulige øjeblikke, så ved jeg, at de aldrig vil bytte, og derfor må det være det mest fantastiske i verden, til trods for at det er benhårdt arbejde. Det er dét faktum der driver folk i fertilitetsbehandling længere og længere ud i medicinske og alternative behandling for barnløshed.

Jeg syntes, at det er ærgerligt, at kampen mod at blive mor, bliver overskygget af hverdagens trummerum når man er blevet mor. Og jeg er godt klar over, at disse to ting så alligevel ikke helt kan sættes op imod hinanden. I fertilitetsbehandling kæmper man forgæves, indtil man står med sit barn i armene. Som mor bliver du hver dag konfronteret med den største lykke i dit liv, selv på de svære dage, hvor du ikke har sovet, har gylp i håret og ikke haft sex med sin mand i den sidste måned. Som mor har du allerede guleroden, som kan få dig til at fortsætte. Som barnløs har vi kun håbet om, at vi på et tidspunkt får det barn, som er guleroden for, hvorfor vi bliver ved. Og det er fandme sejt at vi bliver ved med at kæmpe, for noget der endnu ikke eksisterer. Det er sejt, at vi kan blive ved efter den ene negative graviditetstest efter den anden.

Det meste af mit blogindlæg har handlet om kvinden. Og det er måske fordi, at det i høj grad er kvinderne, som skal til undersøgelser og tage medicin. Men ved siden af de fleste kvinder står en stærk klippe. For mit vedkommende er det min mand (hvis du er på vej til at blive solomor, eller er sammen med en kvinde, så sæt selv det rigtige navneord ind i resten af teksten). Min mand trøster mig, når jeg hver måned får en negativ test, tilgiver mig når hormonerne gør mig urimelig og tager med til alle undersøgelser, for at lindre min nervøsitet. Hans tolerance og tålmodighed er blevet testet af den hårdeste krise i vores liv og han formår stadig at være min klippe. Far eller ej, de mænd der udgør den anden halvdel af fertilitetsbehandlingen er fandme seje.

Jeg vil slutte dette indlæg af, med at beskrive en situation, fra vores seneste fertilitetsforsøg. Vi er på vej til klinikken, da jeg skal insemineres for femte gang. Forud for aftalen var jordmoderen og jeg blevet enige om, at vi i denne cyklus vil forsøge at gro to follikler. Jeg reagere godt på medicinen. Faktisk reagerer jeg alt for godt på medicinen. For min krop har dyrket hele fem follikler, og det betyder at lægen skal reducere to af dem, for at undgå femlinger. Det foregår på samme måde, som når man skal have taget æg ud, ved at en kanyle føres op gennem skedevæggen for at prikke hul og tømme folliklerne. Indgrebet foregår selvfølgelig samme dag, hvor vi skal til rund fødselsdag. Derfor bliver vi nødt til at oplyse fødselaren om, at vi kommer to timer senere. Jeg er rigtig nervøs, og priser mig lykkelig over, at min mand har fået lov til at komme med ind. Jeg ligger på briksen med spredte ben, i fuld makeup og festtøj i mens assistenten presser ned på min maven med hele sin kropsvægt, for at holde den ene follikel på plads, så den ikke hele tiden glide væk, mens lægen forsøger at prikke hul i den med nålen.

Min mand sidder ved siden af, og holder mig i hånden. Imens det hele foregår kan han følge med i, hvad der sker med mine indre kønsorganer, på en skærm ved siden af. Jeg ligger helt stille, og stirre koncentreret på loftet, så lægen kan få arbejdsro. På et tidspunkt udbryder lægen, ‘kan du mærke det her?’ Og jo det kan jeg da godt, men det er ikke lige så slemt, som jeg havde forestillet mig, det ville være. Lægen, assistenten og min mand siger alle ‘hold kæft du er sej’. Jeg tager det ikke ind, jeg venter bare på at det hele er overstået. Da indgrebet er ovre og jeg både er blevet insemineret og fået taget celleskrab, kigger jeg over på min mand. Han er helt bleg i hovedet, og jeg kan se på ham, at det muligvis har været endnu mindre sjovt at være tilskuer end at være patienten. Da vi kommer ud i bilen kigger han på mig og fortæller, at han syntes, at jeg er mega sej. Jeg slår det hen, for jeg syntes ikke, at det gjorde så ondt som jeg havde forestillet mig, og derfor syntes jeg ikke selv at jeg var sej. Vi køre ud fra klinikkens parkeringsplads, og tager til rund fødselsdag, i mens vi prøver at glemme, hvilken sindsyg dag vi lige har haft, og gør vores bedste til, at fødselaren får en god dag.

Nu når jeg sidder og tænker tilbage på situationen, ville jeg ønske, at jeg havde taget det til mig, og fortalt min mand, hvor meget det betød for mig, at han sagde det. Jeg ville også have fortalt ham, hvor sej han var og at vi var seje sammen.

2 Kommentarer

  1. S

    Det er fandme da sejt både af din mand og dig! Sejt at I kunne være der for fødselaren, selvom i et par timer forinden havde været igennem et voldsomt indgreb..

    Og hold op, hvor er du skøn at skrive sådan et indlæg – det rammer plet. Vi er fandme da mega seje!! Nu jeg klar til at kæmpe videre (:

    Svar
    • DagbogQ

      Tusind tak for den besked. Jeg bliver helt rørt ❤️

      Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!