Kære læsere.

Så blev det tid til mit sidste blogindlæg her på Fertilitetsliv. Det er med blandede følelser, men det vender jeg tilbage til. Først skal I lige høre, hvordan det gik til, da vi endelig fik de 2 magiske streger på graviditetstesten.

Et lille resumé

Jeg ved ikke om I kan huske det, så derfor kommer der her et lille resumé af, hvor vi var i vores behandlingsforløb. Tilbage i marts blev vi afsluttet ved gynækologen i Aalborg efter 4. mislykkede IUI-forsøg. Vi blev henvist videre til Fertilitetsenheden på Aalborg Sygehus, hvor vi var til første samtale i maj. De var temmelig rystet over det forløb vi havde været igennem indtil da. Læs evt. mit tidligere indlæg ”IUI, din gamle gavtyv! Så mødes vi igen”. Min krop var på ingen måde klar til graviditet og inden vi kunne komme i gang med et nyt forsøg skulle jeg have nogle blodprøveværdier i balance, opereres for en dermoidcyste, have lavet passageundersøgelse af mine æggeledere, startes op i Metformin m.m. Det skulle sommeren bruges på og det blev den. Efter operationen og passageundersøgelsen i juni dedikerede jeg min sommer til opstart af Metformin, 100% PCO-venlig kost, masser af motion og vægttab. Det var en god sommer og jeg skabte nogle gode resultater for min krop.

5. IUI-forsøg

Med gode resultater efter operationen og passageundersøgelsen valgte lægerne på Fertilitetsenheden, at de ville lave et 5. IUI-forsøg. Det var vi glade for, da vi ikke følte os klar til IVF og faktisk også gerne ville give IUI en fair chance for at lykkes, når nu gynækologen ikke havde lavet det helt efter bogen. Vi fik en tid til opstartssamtale den 22. august 2017. Det var en overkommelig ventetid, selvom vi jo egentlig bare trippede for at komme i gang.

Hej Tante Rød

I juli fik jeg menstruation helt af mig selv. Det var stort eftersom min cyklus lå på ca. 365 dage. Jeg havde haft menstruation i juni forud for operation, men denne var sat i gang med Provera. Det var derfor overraskende at jeg, så kort tid efter, fik menstruation igen. Tænk at man kan blive så glad for et besøg af Tante Rød. Der var mange tanker omkring, hvorfor den nu var kommet. Var det Metforminens skyld? Var det vægttabets skyld? Var det bare helt tilfældigt? Det er der ingen der ved. Jonas og jeg valgte at håbe på, at det ikke bare var tilfældigt, men simpelthen var fordi min krop nu var ved at komme på rette spor. Det gav os et håb. Perioden fra min menstruation sluttede til vi skulle starte op i behandling den 22. august var en ret overkommelig tid for os. For det var ikke lang tid. Vi blev enige om at være optimistiske og håbe på, at jeg ville få ægløsning i løbet af denne periode. Vores forventninger var ikke skruet specielt højt op, faktisk var vi ret afslappede omkring det. Vi regnede jo altså ikke med at det ville blive tilfældet og desuden er man jo ikke garanteret graviditet, bare fordi der er en ægløsning. Vi havde derfor en afslappet tilgang til det og så stadig frem til behandlingsstart den 22. august.

Men så skete det

Den 9. august om morgenen, 13 dage før behandlingsstart, stod jeg med den første positive test i hånden. Den første ud af mange. For ja, jeg tog virkelig mange test og jeg var sikker på, at de alle sammen var fulde af lort og med fejl på. For det kunne jo ikke være rigtigt.

Jeg ringede til Fertilitetsenheden samme dag. Vi blev enige om, at en blodprøve måtte være det eneste rigtige. Jeg fik den taget samme dag.

Dagen efter var testen stadig positiv. Endda lidt mere tydelig. De ringede fra Fertilitetsenheden om eftermiddagen og den sødeste sygeplejerske i hele verden sagde: ”Leah, du ER gravid”. Okay, jeg var gravid. Den var god nok. Testene, som jeg tog over de næste par uger, bekræftede gang på gang at den var god nok. Jeg var 4+2, da jeg testede første gang og jeg testede sidste gang da jeg var 6+0 og stod med den flotteste og meget tydelige test. Da var beskeden trængt ind. Lykken var også så småt ved at komme.

Fertilitetsenheden ville gerne lave en tryghedsscanning, selvom det var lykkes for os uden hjælp. Det var dejligt, at de ville det. Vi fik en tid den 31. august. Så begyndte ventetiden ellers.

En hemmelighed

Graviditeten forblev en hemmelighed for de fleste. Nu havde vi jo en oplagt mulighed for at gå med det selv og ikke skrue vores familiers forventninger op. Det ville vi jo så nødigt, før vi følte os mere sikre på at alt var vel med den lille spire. Min storesøster fik det at vide med det samme, for hende kan jeg ikke skjule noget for. Sådan er det bare. En enkelt nær kollega fik også nyheden. For alle andre var det fortsat hemmeligt. Så vi måtte jo ind i mellem lyve lidt om vores behandling, da vi jo passerede den tid, hvor vi skulle have været startet op igen. Det var svært at holde det hemmeligt, særligt for vores familier, men sådan måtte det bare være. Det var jo et eller andet sted også et luksusproblem.

Tryghedsscanningen gik som den skulle. Den fineste lille spire med det fineste lille hjerteslag. Det var første møde med vores baby. Så blev det på en eller anden måde mere virkeligt. Symptomerne, såsom kvalme, svimmelhed og madlede, var også med til at gøre det meget virkeligt. Jeg var virkelig ikke på toppen de første mange uger. Endnu et luksusproblem og jeg skal bestemt ikke klage. Så det gør jeg ikke.

”Tillykke! Du skal være ….”

Da jeg var i 9. uge var vi så heldige, at der var to fødselsdage i familien med få dages mellemrum. Det var den oplagte mulighed for at overraske med den glædelige nyhed. Min mor fik det at vide i hendes fødselsdagsgave. Det var dejligt at kunne overraske hende med et scanningsbillede, hvor hun mindst ventede det. Jonas’ lillesøster, den kommende faster, holdte fødselsdag et par dage efter. Hun fik også lov at åbne en gave, hvor i der lå et kort med et scanningsbillede og et ”Tilykke! Du skal være faster”. På den måde fik hun lov til at give nyheden videre til resten af familien, herunder den kommende farmor og farfar, hvilket var en helt fantastisk oplevelse. Det var så vidunderligt at se folks reaktioner, for alle blev virkelig taget med bukserne nede. Ingen havde set det komme, så reaktionerne var ægte og kom helt inde fra det inderste af. Jeg føler mig enormt heldig over, at have fået mulighed for at overraske vores familier på den måde, som jeg altid har drømt om. Jeg er ikke sikker på, at det havde været muligt var det lykkes i et forsøg.

Familierne blev dog lagt i mundkurv og måtte intet dele med deres venner og bekendte. Vi ønskede at vente til nakkefoldsscanningen. Vi blev mødt med fuld forståelse, men det var også en svær tid for vores familier, som jo bare gerne ville råbe det til hele verden. Så nu begyndte endnu en periode med ventetid.

Nakkefoldsscanningen

Endelig kom vi til den længe ventede nakkefoldsscanning. Tiden op til denne var med blandede følelser. Den ene dag var jeg sikker på at alt var godt, en anden dag var jeg sikkert på, at intet var godt. Sådan gik dagene. Jeg synes virkelig det var en forvirrende tid, men igen. Det var absolut et luksusproblem. Hellere det end at befinde sig i fertilitetshelvedet.

Heldigvis blev min nervøsitet gjort til skamme. Vi havde den skønneste oplevelse, da vi var til nakkefoldsscanning. Vi så den fineste lille og særdeles aktive baby. Der blev vinket og basket med arme og ben. Den vendte sig flere gange og var faktisk så livlig, at jordemoderen havde lidt svært ved at få taget de mål hun skulle. Det var helt igennem en fantastisk oplevelse, at se den lille ligge der i maven. Vores lille baby. Det var vores andet møde og det var helt perfekt.

Hvordan kunne det ske?

At jeg blev gravid helt naturligt og udenom fertilitetsbehandlingen var bestemt ikke, hvad jeg havde forventet og regnet med. Jeg har ønsket det længe, men jeg har ikke regnet med det. Der skete mange ting med min krop i tiden op til det lykkedes. Derfor ved jeg ikke, hvad der pludselig gjorde at det kunne lykkes. Var det Metforminen? Vægttabet? Den strenge PCO-kost? Måske var det operationen? Måske var det gennemskyldningen af æggelederne? Måske var det fordi vi ramte det helt rigtige og magiske tidspunkt? Jeg aner det ikke, og jeg behøver heller ikke finde ud af det. Mange har, efter de har hørt nyheden, sagt forskellige ting til mig, såsom: ”Ej, så var fertilitetsbehandlingen slet ikke nødvendig”, ”Ja, det hjalp jo sikkert at I lige fik en pause og tænkte på noget andet”, ”Ej, nu behøver du ikke længere bekymre dig. Du kan jo sagtens blive gravid”. Jeg har hørt flere ting af samme slags og jeg ved ikke helt, hvad jeg tænker om det. Var fertilitetsbehandlingen ikke nødvendig? Jo, det var den jo. Ellers var det jo nok lykkes for længe siden. Så en eller anden form for hjælp skulle der jo til. Var det pausen, der gjorde det? Nej, for vi tænkte jo altså stadig ikke på andet end graviditet og baby. Det var jo netop dét hele sommeren handlede om. Behøver jeg ikke længere bekymre mig om min evne til at blive gravid? Det ved ingen. Heller ikke jeg. Men én ting er sikkert. Det er altså ikke givet, at jeg bare kan gå ud og blive gravid igen. Jeg har stadig PCO og endometriose. Det er ikke forsvundet i løbet af natten. Jeg vil helst ikke finde ud af, om jeg skal bekymre mig mere. Jeg vil bare gerne have det her barn, som det rent faktisk er lykkes os at lave. Og for os ER det her barn et lille mirakel og ikke en selvfølge. Det her barn er vores billet ud af fertilitetshelvedet. For nu. Vi ved ikke, om vi vil havne der igen, hvis vi mister den, men vi har heller ikke lyst til at finde ud af det. Det må gerne forevigt være en gåde.

Nyheden er nu ude

Nu er det ikke længere en hemmelighed at vi venter barn til april 2018. Måske har du endda læst det på min instagram? Det føles vildt underligt, at alle bare ved det nu. På en måde var det mere trygt, da ingen vidste det. Vil dog ikke være foruden alle de skønne lykønskninger vi har fået. Det er overvældende, for vi kan virkelig mærke, hvor meget folk har heppet, krydset og håbet for os. Det er meget rørende.

Det har ikke været uden bekymring for mig, at skulle dele nyheden. Særligt ikke på de sociale medier og her på Fertilitetsliv, hvor jeg ved at mange andre ufrivilligt barnløse følger mig. Selvom jeg nu er gravid og er mere end lykkelig over det, så har jeg altså ikke glemt, hvordan det er at kæmpe. Langt fra. Min tankegang er faktisk stadig mest som den ufrivilligt barnløse end hende der nu er gravid. Jeg tager stadig mig selv i at kigge misundeligt på kvinder, der kommer gående med deres flotte gravide maver eller deres barnevogn. Jeg tager stadig mig selv i at blive træt af at se andre meddele, at de skal have et barn. Jeg måler og vejer stadig på om de nu har prøvet længere tid end os eller om de bare er sådan nogle, hvor det lykkes i første forsøg. Det er skørt, det ved jeg godt. For jeg ER jo altså selv gravid. Den ufrivilligt barnløse har altså stadig sit greb i mig og jeg føler mig heller ikke på den sikre side endnu. Jeg er ikke så bange mere, som jeg var i ugerne i 1. trimester. Men jeg er klar over, at der stadig er lang tid til april og vi kan ikke føle os sikre på noget som helst før vi står med det lille vidunder i armene. Jeg har jo set og læst (bl.a. her på Fertilitetsliv) tilpas meget til at vide, at man ikke kan føle sig sikker. Men jeg prøver virkelig bare at nyde det og gemme det negative lidt af vejen. Ellers bliver den her graviditet alt for lang og alt for stressende. Det ønsker jeg jo ikke.

Kære læsere

Nu ved I det også. Jeg har stadig ondt i maven og faktisk også dårlig samvittighed overfor dem, som jeg nu har ”overhalet”. Jeg hader at bruge det ord, men jeg kan ikke finde på noget bedre. Jeg har tit følt mig overhalet af andre, mens jeg har været i fertilitetshelvedet og det gør ondt på mig at vide, at nogen måske vil læse dette indlæg og føle sig overhalet af mig. Det er så uretfærdigt, men som vi alle ved, kommer graviditeter ikke efter tur. Barsk som det nu engang er. Og urimeligt. Men helt naturligt og ikke noget vi kan ændre på.

Jeg håber dog også, at min historie her kan skabe et eller andet form for håb for nogle af jer, der stadig kæmper. Bare et lille bitte et, selvom jeg godt ved, at det er svært.

Uanset hvad, skal I have et kæmpe tak fordi I har fulgt med i mit fertilitetsliv. Det har været helt utroligt givende at dele mine tanker og oplevelser her på siden. Det er ved at være et halvt år siden, at denne side åbnede. Hvis jeg husker rigtigt, var jeg den første blog manager, der blev ”hyret” til opgaven og det har virkelig givet mig så meget med i rygsækken. Jeg har haft et frirum, hvor jeg har kunne dele mit inderste til nogen, der har gjort brug af det. Jeg har erfaret, at jeg er god til at skrive og at jeg virkelig godt kan lide det. Jeg har mødt en helvedes masse skønne kvinder, som har skrevet til mig og lukket mig ind i deres kamp. Jeg er blevet klogere på, hvem jeg er og hvor meget jeg faktisk kan holde til. Tiden på Fertilitetsliv har været en kæmpe gave og jeg ville absolut ikke have været det foruden. Jeg føler også nu, at jeg forlader en helt speciel og unik klub, som ikke alle har adgang til. Det gør faktisk lidt ondt. Men tiden er kommet og jeg skal videre nu. Med baby i maven og et huskøb oven i, er der rigeligt at se til for os det næste stykke tid. Jeg er dog helt sikker på, at jeg fortsat vil følge med her på Fertilitetsliv og jeg vil kæmpe med dem, der stadig kæmper.

Hvis du har lyst, er du fortsat velkommen på min instagram ”leahrundblad”, hvor jeg fortsat deler en masse. Det er med et lidt andet fokus nu, men skrivestilen, humoren og ærligheden er den samme.

Dette var mit fertilitetsliv

Tak fordi du læste med og tak for denne gang

Leah Rundblad