Kasper og jeg bliver kærester i foråret 2017. Vi bliver hurtigt enige om at vi gerne vil have børn sammen, og at det kommer når det kommer. Vi bruger derfor ikke beskyttelse og tænker begge det kommer ret hurtigt. Jeg har en dreng fra tidligere forhold der på daværende tidspunkt er 5 år. Han blev lavet helt naturligt og i første forsøg. Derudover havde jeg i 2016 en GUL (også naturligt og i første forsøg), der medførte at jeg fik fjernet min venstre æggeleder. Så med 2 naturlige graviditeter i bagagen havde jeg ikke forstillet mig at det ville blive et problem at blive gravid. Jeg sidder nu her 2 år efter og er blevet fandens meget klogere.

I november 2017 er der ingen graviditet og jeg beslutter at blive undersøgt, mest for lige at tjekke op på om alt er ok efter den GUL der. Alt ser ok ud, men gynækologen synes vi for en sikkerheds skyld lige tjekker Kasper også. Det viser sig at hans sædkvalitet er meget nedsat, vi snakker 1-2 mio. i oprenset tilstand. Egentlig skal vi vente til vi har prøvet et år inden man kan blive henvist. Men i og med jeg kun har en æggeleder og vi også kæmper med dårlige svømmere henviser gynækologen os med det samme til ICSI på Holbæk sygehus. Vi er max frustreret over vi skal have hjælp til at få børn sammen, men samtidig lettet over at der sker noget og at vi kan blive hjulpet. Nu skal vi bare vente!  – Og det skal jeg da love for vi kommer til.

Da det bliver marts har vi stadig intet hørt! Jeg kontakter frustreret fertilitetsklinikken, egentlig er der ikke så meget de kan gøre. Men så ringer de tilbage og tilbyder mig at være med i forsøg. Jeg skal give dem min første cyklus til forsøget og kan derefter tilmelde mig. Jeg takker ja tak og så er vi sgu i gang.

Vores allerførste forsøg

Inden vi starter vores forsøg er jeg sikker på at det lykkedes i allerførste forsøg. Hvorfor skulle det ikke det? Hvad skulle kunne gå galt? Og hvor svært kan det egentlig være?

Jeg bliver startet op på GonalF, havde mega krise over jeg skulle stikke mig selv. Men målet helliger midlet – og stikkes det skulle jeg. Det går overraskende godt da man først kommer i gang. Sidste scanning inden ÆU er der 8 follikler. Dagen for ÆU kommer og jeg er ved at dø af skræk. Mest af alt er jeg bange for at blive dårlig af bedøvelsen.  På dette tidspunkt er jeg så naiv at jeg ikke tænker over udfaldet af ÆU, for igen hvad skulle kunne gå galt udover jeg måske får lidt kvalme? ÆU går fint, jeg synes ikke det gør specielt ondt og får heller ikke kvalme – Hurra! Jeg får 4 æg ud og er egentlig godt tilfreds. Lige indtil jeg tydeligt fornemmer at det ikke er specielt godt. Men i mit hoved skal de jo kun bruge 1, så jeg kan overhovedet ikke se problemet. Vi bliver sendt hjem med en tid til at komme tilbage til ÆO 5 dage efter.

De 5 dage går fint og vi er spændte på at få lagt æg op. Dagen for ÆO kommer. Det er den 16. juni 2018, det ville have været min storebrors fødselsdag og jeg tænker det er den helt perfekte dag at få lagt æg op på. Min telefon ringer kl. 8.02, det er fra klinikken med besked om vi ikke skal komme for der er ikke noget æg at lægge tilbage? WTF? Hvordan kan det ske? For 5 dage siden var der 4 æg. Denne besked vidste jeg SLET ikke var noget man kunne komme ud for, og havde jo tydeligvis ikke forberedt mig på det! Der var kun et enkelt æg der var blevet befrugtet, og det var gået i stå på 3. dagen. Vi var fuldstændige knuste! Jeg skulle jo være blevet gravid og havde jo for søren da allerede regnet ud hvornår jeg skulle føde. Jeg er mega frustreret, ked af det og føler mig SÅ snydt. Jeg fik jo ikke engang chancen for at blive gravid. Vejen til en graviditet virker pludselig afsindig lang og uoverskuelig. Ikke mindst fordi klinikken nu går på ekstra lang sommerferie pga. flytning.

Tak fordi du læste med – fortsættelsen i vores forløb kommer i næste indlæg. Stay tuned 🙂

/MisseK