VI TROEDE EKSTRA MEGET PÅ DET DENNE GANG

Blog opslag

Skrevet af Fertilitetsfighter

9 mar, 2020

Sunde og raske

På papiret er vi sunde og raske og skulle have de bedste forudsætninger for at opnå en graviditet, men efter mere end 3 års forsøg har vi endnu ikke opnået drømmen om vores ønskebarn. Vi har fået stemplet uforklarlige barnløse.

Vi har indtil videre været igennem bl.a. to kikkertundersøgelser, diverse blodprøver og sædprøver, kromosomtests, medicinsk regulering af stofskifte, diverse hormoner og medicin i form af piller og sprøjter, 3 inseminationer (IUI) og 1 ægudtagning med 6 ægoplægninger (IVF), laserbehandlinger samt en akut operation pga. graviditet udenfor livmoderen. Her blev der virkelig ryddet op og foretaget den helt store hovedrengøring, hvor de fjernede venstre æggeleder, en halv liter blod udenfor livmoderen, noget gammelt betændt blod inde i livmoderen og flere cyster. Denne graviditet udenfor livmoderen skete naturligt i sommerferiepausen fra fertilitetsklinikken. Så selvom det var en hård omgang, valgte vi at se positivt på det. Vi opnåede for første gang en graviditet, og endda naturligt – dog udenfor livmoderen. Så noget må jo fungere, og det har vi valgt at tage med os videre som et kæmpe lyspunkt.

At leve livet på trods

Grundet denne meget hårde og lange fertilitetsproces samt nogle usunde forhold arbejdsmæssigt, fik jeg konstateret depression, angst og stress symptomer. Den akutte operation grundet graviditet udenfor livmoderen gjorde at jeg røg endnu længere ned, og jeg var derfor deltidssygemeldt i fem måneder derefter.  I december 2019 tog jeg et drastisk skridt og sagde mit job op med sidste arbejdsdag slut januar 2020.  Farvel til de trygge rammer og et fast økonomisk sikkerhedsnet, og hej til en verden fuld af nye muligheder. Hvad fremtiden bringer er stadig uvist, men jeg trænger virkelig til at gøre noget godt for mig selv. Jeg kan desværre ikke kontrollere hvornår jeg bliver gravid, og om jeg overhovedet bliver gravid, men jeg kan styre at jeg bruger min tid på noget der gør mig glad og giver mig positiv energi. Derfor var valget pludselig ikke så svært. Dejligt at være kommet dertil. Jeg har rykket mig ekstremt meget det sidste halve år. En klog og inspirerende kvinde har lært mig at målet ikke er det vigtigste, men det er processen derimod. Denne sætning har jeg virkelig taget til mig. Jeg har igen fået lyst til at forfølge mine drømme, gribe nuet og bare være til stede. At leve livet imens vi venter på de to streger er det vigtigste. Jeg har virkelig erfaret – på den hårde måde – hvor vigtigt det er med en krop og et sind i balance.

Selvvalgt pause

Efter graviditeten uden for livmoderen og den akutte operation valgte vi at holde en længere pause fra fertilitetsklinikken. Vi skulle lige have os selv med igen før vi ville bruge flere forsøg i det offentlige. Efter flere måneders pause hvor især jeg har arbejdet med mig selv, og har fundet meget mere ro i hele fertilitetsprocessen, valgte vi at bruge de sidste to fryseæg der lå sammen i fryseren fra første ægudtagning – inden en eventuel ny ægudtagning.

Vi troede ekstra meget på det denne gang. Jeg hvilede meget mere i mig selv, og havde lært hvor vigtigt det var med en krop og et sind i balance. Vi følte os klar til at starte op på fertilitetsklinikken igen, og troede på at min krop slappede nok af til at ville tage imod de sidste to fryseæg. Det ene æg overlevede desværre ikke optøning. Det andet derimod var super fint og det blev sat op. Vi håbede virkelig på at dette var lykkens gang, vi havde fået en fornyet tro på projektet igen. Men vi blev desværre skuffede endnu en gang. Det ramte hårdt. Ekstra hårdt faktisk. Nok fordi vi troede og håbede ekstra meget på det denne gang.

Det har jeg lært

Jeg tillod mig selv at være ked af det nogle dage. Jeg isolerede mig. Der gik nok en god uges tid før jeg kunne se fremad igen. Forskellen fra tidligere var at jeg gav mig selv lov til at sørge denne gang. Tidligere slog jeg altid mig selv oveni hovedet over at nu måtte jeg også tage mig sammen og komme videre, men det gjorde bare ondt værre. Det er en af de vigtigste lektier jeg har lært. Det er er okay at være ked af det. Alle følelser skal bydes velkommen, først derefter lærer man bedre at kunne være i det. Nu vil vi se fremad igen, og vi er klar til ny ægudtagning indenfor den nærmeste fremtid. Håbet lever videre.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!