De næstkommende indlæg fra mig, vil være et ”lille” skriv om hvert af de 4 IUI-forsøg, som vi har været igennem indtil nu.

Ready, set, go ..

Vores 1. IUI-forsøg startede den 10.10.16. Vi var til opstartssamtale ved gynækologen. Eller gynækologens sygeplejerske for at være helt nøjagtig. Det er sådan en samtale, hvor man får vist, hvordan man stikker sig selv i maven. Hvor man får fortalt, hvor vigtigt det er, at sædprøven er max én time gammel. Hvor man lærer vigtigheden af, at medicinen indtages på samme tidspunkt hver dag. Sådan et møde, hvor man godt kan føle, at kontrollen over eget liv bliver taget lidt fra en. Det følte vi i hvert fald. Men vi skulle jo nok klare det. Det var jo bare lige ét forsøg og så skulle det da nok lykkes. Jep! Der var fortsat en vis naiv tilgang til det hele.

Af sted på apoteket ..

For at hente 4 forskellige typer medicin. Jeg skal nok uddybe, hvilke typer der var tale om.

Fordi jeg nu var (og stadig er) så dårlig til at få min menstruation, måtte jeg starte ud med 10 dage på Provera for at fremkalde blødning. 13 dage senere, den 23.10.16 kl. 05.45 (hvis du lige nu tænker: ”Har hun seriøst dokumenteret det hele?”, så ja! Jeg har seriøst dokumenteret det hele) vågnede jeg med ondt i hovedet og blod i trussen. Der var hun sku’ hende Tante Rød og jeg var glad for at se hende. Også selvom det var på min og Jonas’ 7 års dag.

Kære hormoner, bare kom an!

Den 25.10.16, på menstruationens 3. dag, startede jeg på Pergotime. Det var for æg dannelsens skyld. Dem tog jeg i 5 dage. Det var 5 dage med lethed til kvalme og lidt hovedpine, men ellers var det okay. Hvis du spørger min mand kan jeg ikke afvise, at historien kan være en anden. Den 30.10.16 tog jeg min første Bemfola. Ligeledes for æg dannelsens skyld. Det var en sprøjte i maven. Det var nu ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Heldigvis. Så næste aften klarede jeg anden sprøjte helt uden problemer. Misforstå mig nu ikke. Det bliver aldrig fedt, at stikke sig selv i maven, men når alt kommer til alt, så synes jeg nu ikke, at det er så slemt. Nålen er lille og maveflæsk er der, i hvert fald for mit vedkommende, rigeligt af. Så ingen problemer der.

Tid til scanning

Den 01.11.16 kl. 08.15 var det tid til scanning for at se, om hormonerne havde gjort andet end at give mig kvalme. Jeg var hamrende nervøs. Jeg frygtede rigtig meget, at der ingen æg var. Heldigvis blev min frygt gjort til skamme. Der sad det fineste lille æg på højre æggestok. Jeg kan stadig huske den glæde jeg følte helt ned i maven over at se den lille bitte prik. Det var fantastisk. For mig var det helt sikkert starten på dét, der skulle være vores fremtidige barn. Naivt? Ja! Det var jeg stadig på daværende tidspunkt. Jeg var ellevild og lykkelig over, at jeg gik hjem med beskeden om, at kl. 23.00 samme aften skulle jeg tage Ovitrellen, som er en ægløsningssprøjte. Jeg fik en tid 2 dage senere til insemination. Det var den vildeste følelse. 2 dage senere skulle jo være starten på den graviditet, som jeg ønskede så inderligt. Eller det troede jeg i hvert fald …

Dette er mit fertilitetsliv

Tak fordi du læste med

Leah Rundblad