Insemineringen

Den 03.11.16 kl. 11.15 var det tid til inseminering. Jeg havde fået fri fra arbejde den dag, det var faktisk rigtig rart. Det var en stor dag, følte jeg. Jeg skulle jo ind og blive gravid for pokker. Hvor mærkeligt det end lyder. Jonas var med. Det følte vi han skulle. Det var dog temmelig mærkeligt at ligge der på en kold briks med røven bar og stængerne i vejret. For fanden altså, hvor bliver jeg bare aldrig helt vildt god til det. Bedre med tiden, men aldrig helt vildt god. Kan egentlig ikke komme i tanke om en situation, hvor jeg føler mig mere blottet. ”Hej gynækolog, værsgo. Kig du bare op i min tissekone”, ej for sulan altså. Måske er jeg pjattet, jeg ved det ikke. Men tvivler nu på, at jeg er den eneste kvinde, der har det ligesom mig, når det kommer til underlivsundersøgelser. – Nå, det var et sidespring. Nu videre med fortællingen.

Selve insemineringen gjorde egentlig mere ondt, end jeg havde forventet. Ikke at det gjorde helt vildt ondt. Jeg synes bare jeg kunne mærke det mere end jeg havde regnet med. Til gengæld var det lynhurtigt overstået og jeg var hurtigt nede fra briksen og på benene igen bagefter. Herefter var resten af dagen sat af til afslapning på sofaen. Så kunne kroppen ligesom få lov til at gøre sit i fred og ro. Det var i hvert fald håbet og forventningen.

De næste 14 dage

Var forfærdelige. De var lange og jeg var utålmodig. Jeg følte hele tiden symptomer på graviditet. Kvalme. Hovedpine. Murren i underlivet og så kunne jeg faktisk ikke fordrage tanken om at spise kød. Jeg er ikke vegetar til dagligt. Derfor var det altså lidt underligt.

Jeg kunne heller ikke lade være med at teste lidt ind i mellem. Fuldstændigt fjollet tør jeg godt sige i dag, men den gang gav det god mening for mig. Jeg testede Ovitrellen ude af kroppen ca. 8 dage efter inseminering. Den 13.11.16 tog jeg endnu en test ud af mange. Det var 10 dage efter inseminering. Testen var positiv. Svagt, men stregen var der. Jeg var glad (læs: jublende, hamrende lykkelig og ellevild), men stadig klar over, at der var 4 dage endnu til testdag. Men der var en klar forventning om, at testen ville blive mere og mere positiv, som dagene gik.

Testdag

Den 17.11.16 nåede vi til ”den rigtige” testdag. Altså 14 dage efter inseminering. Jeg vågnede glad om morgenen, sprang ud på toilettet og tissede på pinden, som jeg havde gjort det så mange gange før. Negativ. Testen var negativ. Det gjorde fysisk ondt i maven og endnu mere i hjertet. Jeg var tom for ord, skuffet og fuldstændig chokeret. Den havde jo for fanden da lige været positiv. Den 19.11.16 tog jeg endnu en test. Negativ. Den 21.11.16 tog jeg en test mere. Negativ. Jeg forstod det ikke. Den skulle jo være positiv, når jeg nu ikke fik min menstruation. Det havde gynækologen jo sagt. Og menstruationen fik jeg altså ikke. Samme dag ringede jeg til gynækologen. Fik igen beskeden om, at jeg altså enten skulle have en positiv test eller få min menstruation. Jeg fik ingen af delene. Følte mig helt forkert og svigtet af min krop. Fik en tid til op følgende scanning den 25.11.16. En uge og én dag efter testdag. Testede igen den morgen og igen var testen bragende negativ. Den grinte ad mig og fik mit hjerte til at gøre hamrende ondt. Scanningen viste ingenting. Vores første IUI-forsøg var mislykkedes uden nogen umiddelbar forklaring og jeg blev sendt hjem med beskeden om, at jeg måtte på pause i december, fordi vi skulle vente på menstruationen. Den skulle jo komme, mente gynækologen.

Det gjorde den aldrig, men mere om dét i næste indlæg, hvor jeg vil fortælle, hvordan vores 2. IUI-forsøg forløb.

Dette er mit fertilitetsliv

Tak fordi du læste med

Leah Rundblad