Måske har du læst mit tidligere opslag: ”Når første IUI-H er en rutsjebane af følelser…”, hvor jeg fortalte om vores første IUI-H behandling, der desværre endte i menstruation. Det havde vi heldigvis sat os op til, og vi glædet os egentlig bare til at komme i gang med vores 2. behandling.

Jeg har lige siden opstarten på vores baby-projekt lavet min egen lille personlige dagbog, hvor jeg skriver ned hver gang, vi har været til scannning, oplevet noget nyt, prøvet noget andet og meget meget mere. For det første elsker jeg at skrive og for det andet, kan jeg virkelig godt lide, at jeg kan gå tilbage og læse lidt om, hvad vi egentlig har været igennem.

Det er først indenfor de første par måneder, at vi er begyndt at åbne helt op omkring vores projekt og behandlig for familie og venner, og her er min dagbog også kommet til sin ret. Vi fortæller meget gerne begge 2, og som en af min kærestes bedste kammerater sagde den anden dag, så er det rart for dem, at vi er så åbne omkring det – men når vores ord ikke er uddybende nok, eller når mor, far og søskende bare gerne vil vide det hele, så er dagbogen et hit.

Som skrevet er vi gået i gang med vores 2. behandling nu, og nu vil jeg give jeg et lille indblik i, hvad jeg skriver i min dagbog. Læs med herunder…

21. maj: I dag har jeg været inde og blive scannet for første gang i den her, vores 2. behandling. Det er 2. pinsedag, og min kæreste er med, da han jo som så mange andre har fri i dag. Jeg bliver scannet, og i den her omgang har mine æggestokke virkelig reageret på den øgede dosis af medicin. Der er faktisk hele 4 ægblærer på min højre æggestok og 2 på min venstre. De er alle sammen mellem 11-13 mm. Egentlig er det jo meget godt, at jeg reagerer bedre og hurtigere på medicinen den her gang, men lægen er også bange for, at der vil udvikle sig for mange ægblærer til insemination. Vi snakker derfor allerede i dag om, at det kan være nødvendigt at sadle om til reagensglasbehandling. Han sænker igen min medicindosis til 75 ie i de 2 komemnde dage, og så skal jeg komme ind og blive scannet igen onsdag, hvor lægens forhåbning er, at jeg har 1-2 ægblærer klar, og at de andre har ”mistet pusten” pga. medicinnedsættelsen.

Vi ved allerede nu, at jeg tager til den næste scanning alene, da det er en onsdag, og min kæreste skal ikke tage fri hver gang. Vi snakker derfor om, at hvis jeg næste gang skal tage beslutningen om, hvad der skal ske, så er vi enige om, at vi gerne vil gå videre med reagensglasbehandling.

23. maj: I dag jeg har endnu en gang været til scanning på Fertilitetsenhenden. Inden jeg bliver scannet, siger lægen allerede ud fra computerskærmen, at mine æggestokke godt nok har været livlige den her gang og spørger, om vi sidste gang har snakket om, at det kan blive nødvendigt at ændre behandlingen til reagensglas? Det har vi jo, så det er vi afklaret med. Jeg bliver scannet, og hun kan se, at de (ægblærene) allesammen er vokset lidt, og at de nu ligger mellem 12-16 mm. Både lægen og sygeplejersken anbefaler os, at vi sadler om og går videre med reagensglasnehandling. De tror faktisk også, det vil være den bedste beslutning, da vi endnu ikke ved, om min kærestes sædkvalitet er blevet bedre igen efter feberen – hvis den ikke er, så er chancerne bare størrer ved reagensglas.

Jeg aftaler med dem, at vi ændrer behandlingen, og jeg bliver derefter sat ind i, hvad der nu skal ske. Jeg skal i dag og i morgen tage 112,5 ie menopur, og så skal jeg ind og købe nogle nye sprøjter, som sikrer, at jeg ikke lige pludselig får ægløsning og dermed bremser den. Både menopur og den nye spøjte skal jeg tage i dag og i morgen efter klokken 20. Derefter skal jeg ind og scannes igen fredag morgen klokken 8:10, hvor de vil tjekke, om ægblærene er klar til udtagning om mandagen. Lørdag aften skal jeg tage ægløsningssprøjten, så vi er klar til ægudtagning mandag. Mandag vil jeg så få en tid, hvor jeg 6 timer inden skal faste. 2 timer inden skal jeg drikker et glas juice eller saftevand. 1 time inden skal jeg tage 2 smertestillende piller, som jeg får med hjem fra Fertilitetsenhenden. Når vi om mandagen kommer ind på stuen, skal jeg have lagt et lille stik i hånden, hvor jeg får noget morfin igennem. Derefter vil de gå i gang med ægudtagningen, som kan lyde lidt voldsom, da de også skal lokalbedøve mig oppe i skeden. Sygeplejersken beroligede mig dog med, at de fleste ikke synes, at det er så slemt, som det lyder, og at det er ikke noget, jeg skal bekymre mit hoved med. Min kæreste skal have en sædprøve med mandag, når vi har tid. Når æggene er taget ud, skal de befrugtes med sædcellerne. Hvis sædprøven stadig ikke er god, kan de tage en enkelt sædcelle og parre den med ægget. Der skal gå 5 dage fra ægudtagningen til, at jeg kan få et æg sat op. Hvis flere æg har overlevet turen, så vil de blive lagt på frys.

Jeg ringer til til min kæreste og fortæller, hvad der nu skal ske. Han tager selvfølgelig fri på mandag og tager med.

25. maj: I dag har jeg været inde og blive scannet igen, hvor de skulle tjekke ægblærenes størrelse. Jeg havde 6 ægblærer, der var mellem 13-19 mm. Lægen besluttede, at jeg skulle tage 150 ie menopur i dag (den højeste dosis jeg har taget indtil videre) samtidig med den sprøjte, jeg har taget de sidste 3 dage med medicin, der sænker min ægløsning.

De sidste par dage og da jeg mødte ind til min tid i dag, har jeg været meget optimistisk og glad – for nu skete der virkelig noget, som giver os gode chancer for graviditet. Da jeg kommer ind i stuen fortæller lægen mig, om jeg også har fået af vide, at selvom jeg har 6 ægblærer, er det ikke sikkert, at der er æg i dem alle, og vi skal nok også beskytte os ved sex de næste par dage, da vi er gået sent i gang med de der sprøjter, der forsinker ægløsningen, så muligheden for, at jeg vil få ægløsning alligevel, er der. Bum! Jeg vidste egentlig godt de her ting, men når man så lige får det af vide fra lægen, så bliver det hele bare lidt mere virkeligt.

Da jeg kom på arbejde bagefter kunne jeg slet ikke finde ro i mit hovede og min krop, og jeg følte egentlig bare, at jeg havde lyst til at græde – igen. Jeg skrev til min kæreste: ”Jeg har det ikke så godt lige nu. Jeg kan ikke finde ro i min krop eller mit hovede”. Da han svarede, fik jeg det allerede bedre. Jeg tror egentlig bare, jeg lige havde brug for at fortælle, hvordan jeg havde det.

Meeen jeg og vi prøver stadig at være optimistisk og håber på, at vi får taget guldægget ud på mandag.

P.S. Jeg fik egentlig også en seddel med hjem, hvor vi begge 2 skulle skriver under på, at de må fryse mine æg ned, hvis der er flere, der klarer turen og bliver befrugtet. Desuden skulle min kæreste også skriver under på, at jeg må gemme æggene på frost, hvis det uheldige skulle ske, at han ikke er her mere.

Tak for fordi, du læser med <3