Hvis du har læst fortællingen om vores 1. IUI-forsøg, vil du netop nu vide, at jeg var sat på pause i december 2016 for at vente på menstruationens ankomst. Afsløring: Den kom aldrig.

Den 02.01.17

Var jeg til endnu en scanning. Jeg var nervøs, for jeg havde jo ikke fået den forventede menstruation. Det kunne gynækologen heller ikke helt forstå, men vi skulle jo videre. Scanningen viste sig dog at gå ualmindelig godt. For hov, der jo faktisk et lille æg. Helt perfekt, lille bitte og skabt af mig selv på bedste hønemanér. Jeg var stolt og sikker på, at nu skulle det jo nok lykkes at blive gravid, for kroppen ville jo gerne selv nu. Naivt? Jep! Stadigvæk.

Ægget var lige lille nok endnu på daværende tidspunkt, så jeg fik en ny tid til scanning et par dage senere, nemlig den 05.01.17.

Ready, set, go ..

Næste scanning viste, at ægget var klar til at blive skudt af sted med ægløsningssprøjten den 07.01.17. Det var den fedeste fornemmelse. Jeg følte mig så lettet over, at skulle køre et forsøg mere eller mindre hormonfrit. Det var en befrielse. Jeg var glad og forventningsfuld. Og naiv.

Mandag den 09.01.17 blev jeg insemineret. Den helt perfekte dag, tænkte jeg. Det var nemlig på min storesøsters og svigerfars fødselsdag. Det måtte der jo være lidt held ved og hvor sjovt kunne det ikke lige være, at fortælle sit barn: ”Du er faktisk lavet på din mosters og din farfars fødselsdag, hvor sjovt er det ikke lige?”. Jeg forestiller mig nu, hvordan en evt. fremtidig teenager ville gyse sig ved tanken og ikke finde det spor morsomt.

Nå, videre med fortællingen.

De næste 14 dage

Gik lidt hurtigere denne gang. Jeg var stadig utålmodig og forventningsfuld, men jeg tog ikke adskillige test denne gang. Som dagene gik, fik jeg mere og mere fornemmelsen af, at den ikke var hjemme. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. Det var nok bare mavefornemmelsen. Eller måske havde jeg bare mistet troen. Uanset hvad, så fik jeg faktisk ret. Jeg testede den 22.01.17, dagen før testdag, og den var ganske rigtigt negativ. Negativ på den flabede og trælse måde. Øv!

Testede løbende i løbet af den næste uges tid, men alle var negative. Menstruationen kom igen ikke og gynækologen sagde igen, at menstruationen skulle komme. Han havde endnu ikke lært, at min krop ikke lytter til autoriteter.

Den 27.01.17

5 dage efter testdag skulle jeg scannes igen. Denne gang viste scanningen desværre noget uventet. ”Du har en mærkelig opklaring på din venstre æggestok”, sagde gynækologen. ”Det ligner en tumor”. Samtlige alarmklokker i min krop reagerede. På få sekunder nåede jeg, at diagnosticere mig selv med kræft, forstille mig min mands og min families sorg og planlægge min egen begravelse. Fjollet? Ja! Overdrevet? Endnu mere JA! Ordet ”tumor” er et underligt ord. Jeg er selv lægesekretær og ved, at ordet tumor ikke nødvendigvis er en betegnelse for noget ondt og at ordet ofte kommer ud af lægens mund, uden denne trækker den mindste mine. Et hverdagsord for en læge. Et skrækscenarie for en patient. Også selvom patienten er lægesekretær.

Uanset hvad, så blev jeg faktisk rigtig bange. Også mere end jeg gav udtryk for overfor min omgangskreds og min familie. Jeg blev henvist til Gynækologisk Ambulatorium på Aalborg Sygehus i kræftpakkeforløb og foreløbigt sat på pause i fertilitetsbehandlingen. Dobbelt op på helt vildt trælst.

I mit næste indlæg kan du læse, hvordan det gik på Gynækologisk Ambulatorium og hvordan vi kom i gang med vores 3. IUI-forsøg.

Dette er mit fertilitetsliv

Tak fordi du læste med

Leah Rundblad