Ja, det blev faktisk til et 4. IUI-forsøg. Vi havde ellers hele tiden fået at vide, at vi ville få 3 IUI-forsøg og så ellers blive afsluttet og sendt videre i systemet.

Den 03.03.17

Havde vi en tid til en opfølgende samtale ved gynækologen. Planen var, at vi skulle snakke om de mislykkede forsøg og hvorfor de mon var mislykkede. Vi skulle også snakke IVF. Jeg glædede mig rigtig meget til at blive afsluttet og sendt videre til IVF. Jeg frygtede og frygter stadig IVF, men efter de første par IUI-forsøg, har jeg hele tiden følt, at det var det vi skulle komme til. Så uanset hvad, var det en lettelse at nå der til.

Men

Gynækologen ville lige lave en scanning efter det 3. mislykkede forsøg. Igen, igen, igen fandt han et lille æg. Han snakkede om, hvor fint det var i størrelsen og jeg kunne tydeligt mærke, at han lagde op til at køre et forsøg mere. ”Åh for helvede, nej, nej, nej! Det kan jo ikke lykkes på dén måde!” tænkte jeg. Men jeg tænkte også: ”Ej, så er der måske stadig håb. Måske det kan lykkes på denne måde alligevel. Måske vil kroppen gerne være med nu. Måske … ”. Jeg skulle bare have stoppet mig selv. Men det er jo netop dét, som det her skøre fertilitetsliv gør ved en. Det er nemt, at blive forvirret og føle i 117 forskellige retninger. Der er en hårfin grænse mellem håbefuldt og absolut håbløst.

Ready, set, go

4. IUI-forsøg blev sat i gang uden nærmere forklaring på, hvorfor man skulle tro mere på det denne gang. Jeg tog ægløsningssprøjten lørdag d. 04.03.17 og blev insemineret d. 06.03.17. Alting som vi plejede at gøre det. De 14 dages ventetid begyndte og jeg var, som altid, sikker på at det ikke ville lykkes. Jeg troede ikke på IUI-forsøgene mere og jeg troede ikke på, at der var noget at komme efter i de der æg. For hvis der virkelig var æg i en nogenlunde stabil cyklus, som det jo havde vist sig de sidste par måneder, hvorfor var jeg så ikke blevet gravid naturligt? Jeg følte mig magtesløs i en verden, hvor jeg ikke selv havde så meget, at skulle have sagt. Fuldstændig forfærdeligt når man, ligesom jeg, har svært ved at slippe kontrollen.

Men så skete det utænkelige

Den 15.03.17, 5 dage før testdag, fik jeg besøg af Tante Rød. Det var hendes første besøg i et helt år, så vi var faktisk helt fremmede for hinanden. Det kom meget bag på mig, da jeg slet ikke mærkede noget op til det. Pludselig var det der bare. En bragende overraskelse, der spolerede det 4. IUI-forsøg. Nå, men så skulle jeg da i det mindste ikke vente til testdag med at få at vide, at jeg ikke var gravid.

”Jamen du skal jo ikke bløde nu. Det er for tidligt”

Fik jeg at vide, da jeg ringede til gynækologen dagen efter med nyheden om Tante Røds besøg. Jeg blev simpelthen så vred. Jeg kunne jo for fanden da ikke gøre for det. Det var SÅ frustrerende hele tiden at få at vide, at ens krop gjorde det forkerte. Hvis jeg ikke fik menstruation var det forkert. Nu fik jeg den og så var det fandme også forkert. På daværende tidspunkt var jeg klar til at kaste håndklædet i ringen. Bare et øjeblik. Jeg gad simpelthen ikke mere. Jeg var træt.

Den 17.03.17

Sad jeg på gynækologens kontor igen. Han var meget kortfattet, så det var en kort samtale. Han kunne ikke forstå, at jeg nu blødte midt i det hele og han syntes ikke, at han kunne finde hoved og hale i min cyklus. Nej, det tror da fanden. Der er jo ingen cyklus. Han informerede mig om, at han ville lave en henvisning til Fertilitetsenheden i Aalborg, så måtte de jo tage den der fra. Vi gav hinanden hånden og jeg gik derfra for sidste gang.

Farvel IUI, farvel gynækolog og goddag til en kort pause inden et nyt kapitel skal begynde. Det kapitel er siden da begyndt, men det skal jeg nok fortælle mere om på et andet tidspunkt.

Dette er mit fertilitetsliv

Tak fordi du læste med

Leah Rundblad