Vores fertilitetsbehandling

af | maj 16, 2019 | 1 Kommentar

Jeg har valgt at skrive et ærligt indlæg om vores fertilitetsbehandling. Dette gør jeg fordi der er
mange historier der er meget dramatiske, jeg vil gerne fortælle en anden historie.
Ikke fordi at jeg vil underkende at man oplever det forskelligt, men syntes også der skal være en
positiv historie.

På vores bryllupsrejse til Thailand i februar 2017, bliver jeg og nu min mand enige om at jeg skulle
smide p-pillerne. Dette var enormt nervepirrende, og vi tænkte nu er den der snart. Men
månederne gik og testen blev aldrig positiv. Jeg kontaktede min læge, hun bad mig få min mand
tjekket da det tit er dem den er gal med. Anders fejlede ingenting, så hvad var så problemet?

I december 2017 startede vi op hos en gynækolog i Vejle, som gerne ville prøve inseminering (IUIH)
Jeg startede op på hormoner, første gang på alm dosis de næste 2 gange på ekstra dosis.
Ingenting virkede og de 3 forsøg hos den private gynækolog gav ingenting. Stadig gik vi rundt
uden svar på, hvorfor jeg ikke blev gravid?

September 2018 var vi til samtale hos fertilitetsklinikken på Horsens sygehus. Jeg blev scannet og
denne gang var det en anden snak. Mine æg tror åbenbart at jeg er 50 år. Beskeden var at jeg var
gået i for tidlig overgangsalder, og det kunne de se i min blodprøve! I en BLODPRØVE!!!? Samme
resultat som gynækologen i Vejle også havde? Men hvorfor, hvorfor skulle vi så spilde 1/2 år på
unødvendige hormoner og behandling? Har flere gange tænkt jeg skulle ringe til dem og skælde
dem ud, men det gør mig jo ikke gravid.
Turen hjem fra Horsens var frygtelig. Jeg græd af flere omgange og kunne næsten ikke holde
tanken ud. Måske kunne vi aldrig få vores drømmebarn, og måske ikke med vores gener. Vi blev
hurtige enige om at så måtte vi have en donor.

Min søster Louise var lynhurtig og tøvede ikke et sekund med at tilbyde et af hendes æg, når hun
selv havde født. Men vi skulle selfølgelig ikke male fanden på væggen, der var stadig en chance
med mine æg. Vi havde jo slet ikke forsøgt endnu. Hende og hendes mand får vores inderste
taknemlighed i dette kaos af en verden, tænk sig at tilbyde et æg. Tak Louise og Michael.

Tiden efter første samtale med Horsens var lang, vi skulle først på et infomøde før vi kunne melde
os til behandling. Behandlingen var bestemt, vi skulle i lang protokol. Lang protokol er en
behandling hvor man først hæmmer kvindens egen hormondannelse, dette kan gøres med
næsespray eller indsprøjtning. Jeg valgte sprøjter selvom jeg hader det. Efter ca 14 dage skal man
så stikke både med nedregulering og stimulering, så det var dobbelt op på sprøjter. For så til sidst
at tage den velkendte Ovitrelle, ægløsningssprøjte.
Men inden alt det kunne ske, skulle alt gå op i en højere enhed. Min menstruation skulle komme
på et bestemt tidspunkt før vi kunne melde os til. Første menstruation kom 2 dage før
opstartsmøde, øv.
Anden menstruation kom så det passede med klinikkens lukketider pga julen. Følte tiden gik
frygtelig langsomt. Ingenting gik som det skulle.

En dag i november oplevede jeg pludselig føleforstyrrelser i hele venstre side af kroppen. Hvad
sker der nu? Lægen på Århus neurologiske afdeling sagde til mig at det lignede sclerose eller en
hjernetumor, men en scanning skulle give det endelige svar. Vi spurgte ind til alt det med børn og
behandling, og hans svar var “I kan godt fortsætte, men spørgsmålet er om det er forsvarligt” Igen
blev det hele noget være rod, skulle vi så ikke fortsætte og hvad skulle der ske med mig og vores
fælles fremtid?
Jeg fik efter scanning midt i december svaret, det var sclerose og lægen ville gerne starte mig i
behandling. Jeg havde behov for at tænke mig lidt om, så i første omgang sagde jeg nej.

Et par dage efter ringede jeg til fertilitetsklinikken, og de sagde at næste gang jeg fik min
menstruation skulle jeg starte i behandling, jeg ville ikke blive afvist. De syntes vi skulle komme i
gang så der ikke gik for lang tid inden jeg kunne starte i sclerosebehandling. Det skal lige nævnes
at jeg godt måtte få medicinen under planlægning af graviditet, men jeg afviste da jeg ikke ville
ødelægge vores chancer.

Endelig kom min menstruation og vi fik meldt os til behandling. Ganske rigtig, kom vi med, med
det samme.
Hormonbehandlingen gik i gang 7 januar 2019, og jeg havde det overraskende godt. Ingen
tallerkner fløj igennem luften, og mit humor fejlede ingenting. 27 januar hed det så 2 sprøjter hver
aften. Indtil lørdag d. 2 februar 2019 hvor det blev tid til ægløsningssprøjten, for mandag skulle
der tages æg ud, og der var 7 modne æggeblære.
Jeg var så bange, for jeg havde hørt de mest frygtelige historie om hvor ondt det gjorde.

Det blev mandag og vi fik det bedste ud af situationen som vi kunne. Det er vi nemlig ret gode til,
vi joker os meget ud af svære situationer. Hvilket også gjorde sig gældende da jeg fik sclerose
diagnosen.
Vi ankom til fertilitetsklinikken og jeg fik lagt drop og gjort klar til ægudtagning. Vi gik ind på stuen
hvor vi blev mødt af en læge, sygeplejesker og en laborant som alle var klar til at tage imod mine
æg. Jeg fik lidt morfin, og vi fik at vide hvad vi skulle kigge efter på skærmen. Lægen gik i gang og
jeg var bange, og lidt skæv af morfin. Det kan mærkes, men intet af betydning, kunne mærke et
lille prik da han lagde lokalbedøvelse i mit underliv, ellers fulgte vi bare med på skærmen
1,2,3,4,5,6 æg, den sidste var desværre tom. Her gik jeg og troede at min krop havde svigtet mig
og at de aldrig fik et æg ud. Men nu var der 6 æg, en i hver deres skål. Vi var ældevilde. Dagen gik
på sofaen for at hvile efter indgrebet. Dagen efter passede jeg mit arbejde som frisør i 8 timer
uden smerter. Dagene var lange, men endelig blev det lørdag, og jeg vågnede længe før min
alarm. Hvis der var æg til oplægning ville vi blive ringet op kl 8.
En sygeplejerske ringede endelig, og sagde vi kunne komme til aftalt tid, der var et æg til
oplægning. De andre æg kunne vi høre om når vi kom.
Et æg havde klaret den, men det var et super æg. Vi skulle jo kun bruge et, guldægget.
Vi fulgte igen med på skærmen, ægget blev placeret lige som de ønskede, og nu skulle der bare
gå 12 dage før en blodprøve kunne fortælle om ægget havde sat sig fast.
Vi gik derfra med meldingen om at nu var jeg potentielt gravid. Det var nogle vanvittige dage, og
jeg følte min menstruation nærmede sig. Det blev min fødselsdag d. 18 februar, og
menstruationen var stadig udeblevet. 2 dage til blodprøve. Jeg blev ved at plage Anders om jeg
ikke godt måtte tage en graviditetstest. Men han sagde nej. Tirsdag morgen d. 19 februar spurgte
jeg igen, han sagde så gør det da. Jeg tog en graviditetstest og skyndte mig under dynen. Turde
ikke kigge. Anders gik på toilettet og jeg råbte fra sengen “hvordan ser den ud” svaret var “jeg
ved ikke hvordan sådan en skal se ud” -mænd altså!
Meget nervøs gik jeg derud, og på testen var der 2 streger! What? Skulle det virkelig være rigtigt?
Dagen efter, d. 20 februar 2019, 2 år efter beslutningen om at nu skulle vi have børn, tog vi til
blodprøve på Vejle sygehus. Ventetiden var lang for først mellem 14-16 ville vi få svar. Jeg
tjekkede sundhed.dk og ganske rigtig mit hcg var på 500 hvilket fortalte mig at den var god nok.
Men Anders, så påpasselig han nu er, ville han ikke tro på det før sygeplejersken fra
fertilitetsklinikken havde ringet. Lidt i 4 kom opkaldet, og hun kunne fortælle at jeg var gravid.
Aldrig har jeg haft så vilde følelser i min krop. Nu skulle vi endelig være forældre.

Vejen hertil har været lang og flere gange frygter jeg det går galt. Nakkefoldsscanninger er klaret,
og alt var helt perfekt med vores Ninja baby. I onsdags uge 14+4 fik vi, hos en privat jordmoder,
svar på at baby derinde er en lille frisk dreng. Nu ligger jeg her på en solseng i Egypten og skriver
vores historie ned, 15+1 aldrig har jeg været så lykkelig og tyk. Elsker hver dag, og nyder at vores
lille baby boy vokser sig stor og stærk.
Hvad vil jeg med min historie? Fortælle at uanset hvor sort det hele ser ud. Hvor ondt du syntes
livet gør. Så prøv at acceptere situationen, og se det positive i forløbet. Det er jo ret vildt hvad de
kan gøre for os der er ufrivilligt barnløse.
Tak for din opmærksomhed, elsk hinanden specielt når det gør ondt, og tro på det.
De kærligste hilsner
Mie

1 Kommentar

  1. Anne

    Hjertelig tillykke. Jeg bliver så glad over at læse historie som jeres.
    Al lykke frem over til jer.
    Knus Anne

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest