4-5 IUI-H

3 IVF

1 MA

2 ICSI

= En datter på nu 18 mdr.

Så kort kan vores solstrålehistorie skrives.

Men et behandlingsforløb på 4 år er meget mere end de 5 ovenstående linjer, og meget mere end de nedenstående mange linjer.

Da vi endelig besluttede, at nu skulle det være, skete der ikke noget. I n t e t. N u l. N i k s. N a d a.

De første måneder tænkte vi: NU sker det lige om lidt.

Efter et halvt år begyndte vi at blive utålmodige. Nu havde vi jo taget beslutningen, så hvor blev den der baby lige af, hva’?!

Det skal nok blive jeres tur. Bare vent, så snart I holder op med at fokusere på det, så… Det kommer et kærligt sted fra, og er sagt med de bedste intentioner om opmuntring, men det er omtrent noget af det værste man kan sige til nogen der kæmper for at blive gravide eller som er i fertilitetsbehandling, med mindre man kan give en garanti for at der om 9 mdr popper en baby ud. Men det kan man ikke, vel.

Efter 11 mdr på øko-måden, samlede vi os selv og al vores skam (for ja, selv i 20XX er der stadig skam og et tabu forbundet med, at man ikke er i stand til at producere en øko-baby), og tog til lægen.

Og så sad vi dér “med hatten i hånden”, og sagde for første gang højt, til et udenforstående menneske, at der var noget der ikke virkede, og brugsanvisningen var røget ud med badevandet.

På en privatklinik i Skejby blev vi udredt. Det var mig der var defekt. Min mands svømmere var alle sammen Mark Spitz i en verden fuld af Michael Phelps.

Velkommen til en helt ny verden af nye ord og forkortelser som IUI, IVF, ICSI, lang og kort protokol, nedregulering, kronikertilskud, delingsrate, GnRH-agonister og antagonister, blastocyster, nedfrysning, ægudtagning, ægoplægning, mv. og

velkommen til tudeture, nåle af varierende skarphed og størrelse, humørsvingninger der får Hannibal Lecter til at virke som en kattekilling, vægtøgning, og så mange nedre skanninger, at det at smide bukserne, så snart der var en hvid kittel at syne, blev en refleks.

(Ja, jeg har præsteret at stå hos en læge i anden forbindelse, og begynde at tage bukserne af).

Velkommen til 3-6 skanninger hver eneste måned, og når de ikke skannede, så rodede de med strå og lange plastikslanger. Jeg følte mig som et avlsdyr på farmen, og hadede mere end nogensinde den briks med bøjlerne.

Efter 4-5 IUI-H’er (fertilitetslingo for inseminering) var vi hverken mere eller mindre gravide end da vi startede på klinikken.

Skuffelsen var til at tage og føle på, for forventningerne havde været høje. Jeg mener, come on, skannet og fulgt, så man rammer lige præcis ægløsningstidspunktet og så insemineret med oprenset, primaklasse svømmere. Vi kunne slet ikke forstå, at det ikke endte ud i en graviditet, men her skulle vores historie åbenbart ikke finde sin ende.

Vi flyttede tilbage til Sjælland efter 4 år i Århus og efter 6 mdrs pause til lige at lande efter flytning og jobskifte, tog vi kontakt til vores nye læge og blev henvist til Fertilitetsklinikken på Nordsjællands Hospital Hillerød.

Her tog de action med det samme. De så ingen grund til at vi fedtede rundt med flere IUI-H’er, da jeg jo ikke blev yngre, som overlægen så diplomatisk sagde.

Velkommen til Synarela, Suprecur, Gonal-F (det lyder som en kønssygdom), Orgalutran, Elonva, Pregnyl, Ovitrelle, Menopur, Lutinus, mv.

Og velkommen til en CTR saldo på en milliard-million.

Hillerød har ikke selv et laboratorie på fertilitetsklinikken, så de samarbejder med Riget.

Riget er som bekendt et universitetshospital, så til min første ÆU havde lægen, laboranten, dennes assistent og de to sygeplejersker selskab af to medicinstuderende… Jamen, velkommen til min ægudtagning, skal jeg folde gardinet lidt til side så I kan se det hele lidt bedre?

Jeg endte med at have en sygeplejerske hoppende på min mave, i et forsøg på at flytte min tarm, der lå i vejen, så lægen kunne komme til med kanylen. Der kom 3 æg ud. Og jeg endte med en tur på Gynækologisk med en blødning i bughulen. Alle tre æg lod sig charmere af Mark Spitz et al. og ud af de tre æg, delte ét sig til en fin blastocyst, så 5 dage efter ÆU fik jeg lagt et guldæg op, og så var det bare at vente…

Tillykke, din blodprøve er positiv.

Første IVF og så en positiv BP! Hvorfor pokker havde vi ikke bare gjort det fra starten?!

Alt var godt og alle var glade og fro.

Tidlig skanning uge 7 – Beklager, men der er ikke hjerteblink.

Wow, det ene øjeblik er jeg gravid og vi skal være forældre, og det næste øjeblik har jeg nærmest aldrig været det.

Når man har en graviditet der er gået til, og man ønsker barnet, så hedder det en medicinsk udskrabning, når man er blevet gravid og ikke ønsker barnet, så hedder det en medicinsk abort. Man får de samme piller.

Det gjorde ondt, både i hjertet og fysisk. Og der måtte to omgange piller til før alt var ude.

Til kontrol en uge senere fandt de en knude af en art (muskelknude eller vandcyste – svært at se på en skanning) i min livmoder, og vores behandling blev sat i bero til den var væk. Det tog 2 mdr. 2 spildte måneder, 2 måneder hvor det måske/måske ikke kunne have været gangEN.

Anden ÆU gik meget bedre end den første. Det foregik lige efter bogen, og der kom 7-8 æg ud.

Forventningerne var høje, når nu alle tre æg blev befrugtet sidst, så vi var sikre på, at det her måtte være endnu bedre, der var jo mere end dobbelt så mange æg denne gang.

Sorry, you have no fertilized eggs

Jeg er pænt flydende til engelsk, men det var som om den engelsktalende laborant talte russisk. Jeg forstod simpelthen ikke hvad hun sagde, og måtte bede hende om at gentage det flere gange, mens jeg manisk gentog mit CPR nr, i et fortvivlet håb om at hun måtte have fået et tal forkert. Det gav simpelthen ikke mening at der ikke var nogen æg til oplægning.

Æg og svømmere havde tilsyneladende opført sig som om de var til halbal i 90’erne, med pigerne på den ene side og drengene på den anden side af dansegulvet, og ingen turde nærme sig hinanden.

Jeg skal ikke kede jer med detaljerne, men sådan fortsatte det et par forsøg endnu. Og her må jeg indskyde, at det offentlige system, hvor man “nulstilles” når der ikke er æg til oplægning eller hvis man bliver gravid men mister, både er en forbandelse og en velsignelse.

Jeg er ordningen dybt taknemmelig, for havde vi ikke fået de ekstra forsøg, så var vores datter ikke blevet født. Samtidig er det en slags forbandelse hvor man kan blive ved i en uendelighed, og er nødt til selv enten at finde styrken til at fortsætte i det eller styrken til at sige stop.

Lægerne besluttede at jeg skulle prøve kort protokol, og så blev det besluttet at man ville tvinge æg og svømmer sammen til halballet i petrieskålen ved ICSI. Der blev samtidig skiftet præparater og dosis blev skruet op.

Da vi kom til sidste ICSI forsøg, var vi ved at være tyndslidte. Jeg kunne ikke mere. Det var med tårer og tændersgnidsel, at jeg stak mig hver morgen og hver aften. Og jeg sagde til min mand, at nu måtte det være sidste gang, jeg kunne ikke mere. Ikke flere hormoner, ikke flere emotionelle rutsjeture. Hvis jeg skulle overleve mentalt, så måtte der trækkes en streg i sandet. Så det gjorde vi. Også selvom vi havde flere forsøg tilbage i offentligt regi.

Min arbejdsgiver sendte mig til en psykolog, så jeg kunne bearbejde sorgen, oplevelsen og processen, og lære at affinde mig med at vi ikke ville blive forældre.

Jeg begyndte at lægge (trænings)planer for hesten og mig selv, rejseplaner, mv. generelt begyndte jeg at lægge planer for vores liv uden barn/børn, og kunne se for mig, at det var et liv jeg også kunne blive lykkelig i (omend det nok ville tage noget tid), og havde været lykkelig i indtil vi begyndte i behandling.

Den sidste ægudtagning gik fint som de foregående. Jeg var blevet overstimuleret af hormoner, lignede en der var gravid i 6 md. og havde det ad helvedes til, men jeg rugede også på en hel æggefarm. De tog 19 æg ud, der var mange flere at tage af. Et gik i stykker i udtagningen og et var tomt, i alt 17 æg der kunne bruges.

Hurra for overstimulering med hormoner – Tillykke, din blodprøve er positiv (igen)

Øh, hvad?

Ja, altså din blodprøve er positiv, du er gravid!

Øh, hvad?!?

D U  E R  G R A V I D

Nogenlunde sådan forløb telefonsamtalen med sygeplejersken fra klinikken. Jeg troede hende ikke, og hun prøvede sit ihærdigste på at overbevise mig. Men den var god nok.

Og i et split sekund var jo faktisk lidt noget rod, synes jeg, når nu jeg endelig var ved at få min hjerne til at fatte, at vi ikke skulle være forældre, og jeg havde lagt alle de her planer, som nu ikke ville blive ført ud i livet. Men da jeg først forstod hvad sygeplejersken egentligt havde sagt, kunne jeg næsten ikke vente med at fortælle det til min mand.

(Ud af de 17 æg, blev kun tre befrugtet, og ud af de tre blev 2 til blastocyster. En blev til vores datter og en ligger som iglo-blast på Riget).

Vi holdt vejret, mens vi med hinanden i hånden sad på nåle og ventede på at skulle ind til tidlig skanning. Vi turde knap nok tale sammen, af frygt for at virkeligheden ville vælte os omkuld. Frygten for at der igen ikke ville være hjerteblink, var til at tage og føle på.

Sygeplejersken til skanningen var den samme som var med til den første tidlige skanning. Hun have også været der ved mange af mine ÆL-skanninger. Hun kendte vores historik, så der var en vis forståelse for, at det hjerteblink skulle findes hurtigere end en væddeløbshest kan rende.

Da vi så det fineste, stærke hjerteblink på skærmen, kan jeg huske at hun fældede en tåre, og at hendes tåre rørte mig. Det gør det stadig.

Vi forlod afdelingen på en bølge af knus, kram, lykønskninger og i en rus af et eller andet udefinerbart.

For mig var en af de værste ting ved at være i fertilitetsbehandling, at det kostede venskaber, og jeg oplevede et mørke i mig selv, som jeg ikke anede eksisterede.

Jeg tror, at det er vigtigt at huske sig selv på, at de grimme tanker og ord kommer et sorgfuldt sted fra. Et sted man ikke selv er herre over. Jeg tror også, at det er vigtigt at have et sted hvor man kan få luft for alle de grimme ord og tanker, så man ikke bliver kvalt i dem.

Jeg fik bl.a. luft på Facebook, i en lukket gruppe for folk der er i behandling. Men selv blandt behandlingsligesindede finder man ikke altid forståelse for de stærke følelser man rammes af. Desværre.

Der er så mange følelser i det at være i behandling, at det kan være svært at rumme. Jeg trak et mentalt rullegardin ned, så hvis du som læser dette, tænker at det er blottet for følelser, så er det rullegardinet, for der hører så meget mere og mange flere følelser til vores historie end det der her er nedfældet.

Afslutningsvis vil jeg fortælle, at da vores datter var 9 mdr rejste vi ned og gik ca. 100 km på Caminoen i Spanien, som en slags mental udrensning af de foregående år. Det var den bedste terapi man kan forestille sig, og kan anbefales.

Pin It on Pinterest