I marts 2020 fik vi taget 11 æg ud, hvoraf jeg tror 5 delte sig, og vi fik 2 på frys. Vi var lykkelige. MEN så kom corona. På min fødselsdag blev hele Danmark lukket ned. I starten var det ok, da vi alligevel skulle holde en pause svarende til én cyklus, men da nedlukningen trak ud, blev jeg mere og mere trist. Vi havde ventet 10 måneder på at opstarte facilitetsbehandling, og vi havde endnu ikke fået lagt et æg tilbage.
Hvem ved hvor lang tid, der ville gå før de åbnede op igen? Og hvad med ventetiden når de åbnede op igen? Samtidig bliver vi jo ikke yngre? Jeg var bitter. Jeg følte ikke, at jeg kunne dele denne bitterhed med andre, for hvad med dem der havde mistet venner/familie til corona? Hvad med dem der havde mistet job til corona? Osv.

HELDIGVIS var vi så heldige, igen, at min menstruation var længe om at melde sin ankomst, så længe at jeg fik min menstruation 1-2 dage efter facilitetsklinikken åbnede op igen. Vi tilmeldte os vores første ægoplægning/fryseforsøg i april og fik plads! Hvor heldig har man lige lov til at være? Hvornår løber vi tør for held?
Vi fik tilbudt at deltage i et forskningsprojekt med lutinus-behandling og sagde ja. Et tilbud jeg er SÅ glad for, at vi sagde ja til, da det var en helt anden oplevelse. Forskningsteamet var SÅ søde og omsorgsfulde. De tog sig tid til mig og mine spørgsmål. Måske fordi de havde mere tid? Både forskningssygeplejerskerne og den Ph.d.-studerende læge var så søde! Det var så rart at blive mødt som et menneske og ikke et nummer.

I dagene op til at jeg skulle scannes, var jeg så nervøs for, at jeg eller min kæreste skulle blive syge, da vi havde fået at vide, at vi ikke måtte have været syge, på nogen måder, i 28 dage før opstart af behandling. Så selvom vi havde fået plads, var jeg pisse bange for at få ondt i halsen, hovedet osv.
Heldigvis blev vi ikke syge, og jeg fik lagt en fryse blastocyst op d. 17. maj. En blastocyst, der ifølge ph.d.-lægen, var af rigtig god kvalitet. Samtidig var det også i maj måned sidste år, at vi var blevet gravide (naturligt). Måske det var et godt tegn?

9 dage efter fik jeg taget en graviditetsblodprøve. En blodprøve der viste et HCG på 23. Et resultat der, som sygeplejersken sagde, kunne gå begge veje. Først var jeg bare glad for, at den var positiv, for det betød at vi kunne blive gravide, men jeg blev samtidig også frustreret over, at svaret var så usikkert. Det tegnede jo ikke godt. På samme måde som min forrige graviditet, der endte i en MA. Men alligevel begyndte jeg at gro et spinkel håb om, at vi var gravide. Desværre viste blodprøven 3 dage efter en biokemisk graviditet. HCG-niveauet var faldet til 16. Lige dér blev jeg rigtig ked af det. Min kæreste arbejdede heldigvis hjemmefra, da vi fik beskeden. Og han var så god. Han ringede til sin chef med det samme, og bad om fri. Derefter tog han mig i hånden, satte mig ind i vores bil, og så kørte vi ellers ud til Bagsværd sø for at gå en laaang tur. Det var lige, hvad vi havde behov for.

Da min menstruation kom nogle dage efter, fik vi besked om, at vi skulle vente en cyklus før, vi måtte tilmelde os igen, da mit HCG-niveau fortsat ikke var nul. Det var virkelig en hård kamel af sluge, da det betyder, at vi så må vente 2 måneder for at tilmelde os til behandling igen pga. sommerferielukning. Det er dybt frustrerende at have 2,5 måneds sommerferie og ikke kunne tilmelde sig behandling. Nu har min krop og sind total ro, og så kan vi først tilmelde os til behandling omkring min studiestart i september, hvor alt er lidt mere stressende. Det er nok det værste ved facilitetsbehandling, alt den her usikkerhed.  Får vi plads ved næste tilmelding? Hvis ikke næste fryseforsøg lykkes, får vi så tilbudt et 2. ICSI forsøg eller skal vi tage stilling til donor/adoption? Osv.
Men nu forsøger jeg at vende pausen til noget positivt. For det jo også en mulighed for at fokusere på noget andet end behandling?