Puha…de sidste fire uger har godt nok været hårde. Der er jo ingen sammenligning mellem at være i IUI og IVF behandling. Ingen!

Kort fortalt er en stor forskel mængden af hormoner og hermed mængden af bivirkninger. Ved IUI fik jeg nærmest ingen hormoner og havde ingen bivirkninger. Derudover ved du ved IUI at hvert forsøg ender med en insemination i hvert fald med stor sikkerhed. Ved IVF er der ingen garanti for at du ender med at få et befrugtet æg sat op. Der er så meget uvished.

Alle de svar du hele tiden skal ha` og venter på. Du kan ingenting planlægge. Du fylder din krop op med hormoner. Endda uden at vide om det er til nogen som helst nytte, da du ikke ved om der kommer nogen befrugtede æg der kan bruges til noget ud af det.

Først kommer processen hvor du skal sprøjtes op med hormoner for at danne så mange æg som muligt.

Du bliver scannet flere gange i ugen for at holde øje med æggene og din slimhinde

Når æggene er klar skal du tage endnu flere sprøjter for at gøre æggene helt klar og endnu flere sprøjter som sørger for at du holder på æggene og ikke selv får ægløsning

Når dagen for ægudtagning endelig kommer er det jo spændende hvor mange æg der er modne.

Men du kan ikke her være glad og lettet endnu, for nu skal du så ringe hver morgen til klinikken fra kl kvart over ni til kvart i ti for at høre hvordan det går med æggene om der er nogen befrugtede osv.

Og selvom du dagen efter får at vide at halvdelen er befrugtede kan du endnu ikke ånde lettet op, for du skal ringe igen dagen efter og høre hvordan det går med æggene.

Og dagen efter igen

Og sådan bliver du ved indtil der forhåbentlig er et æg klar til oplægning

Stressende? Ja pænt meget!

Endelig fik vi beskeden om at nu var ægget klar og vi skulle så være der i løbet af to timer

Nogle dage efter igen får man at vide i eboks om der er kommet noget på frys

Aldrig har min mand og jeg skændtes så meget som vi gjorde de tre uger i behandling

Man er konstant under et helt enormt pres, nåde mentalt og fysisk.

Og mens man er i det er nok noget af det der fylder mest, tankerne om hvor mange gange skal vi udsætte os selv for det her før det lykkes

Hvornår slutter det her

Og hvis det lykkes – får vi så nogensinde et barn mere

Og samtidig med alle bekymringer overmander en er jeg stoppet op på hormoner som gør at alle følelser sidder udenpå tøjet. Både vrede, sorg, kedafdethed, alt på en gang.

Man kan ikke kende sig selv

Ventetiden til blodprøve og svar er egentlig det mest rolige og mindst stressende i hele processen. Ingen aftaler og scanninger på klinikken. Ingen vurderinger af dine æg og underliv. Ingen zoneterapi, akupunktur, fysioterapi for at optimere forholdende for en graviditet. Bare være. Og vente.

Tænk at ventetiden på noget så afgørende kan være det mest beroligende i hele processen

I ventetiden lever håbet og troen på at det lykkes denne gang.

I ventetiden får man lov at drømme. Drømme om at det nu er din tur til at blive mor.

Lige om lidt er ventetiden over for os.

Og så kan roen og håbet pludselig blive overvundet af en enten kæmpe sorg, frustration og magtesløshed, eller også bliver ventetiden på svar erstattet af en ventetid på ni måneders lykke.