IVF kort behandling.
Da alt umiddelbart så fint ud startede vi på kort behandling.
Jeg fik følgende medicin
Gonal F 175
Orgalutran 0,25
Ovitrelle
Crinone behandling 1 gang dagligt
Derefter kom jeg til en scanning, hvor de talte 10 ægblærer, det kørte som det skulle og jeg skulle bare komme igen 5 dage efter til en udtagning,
Jeg tog de smertestillede piller de anbefalede og vi kørte afsted mod Horsens. Jeg sad med min kæreste ladning inde på maveskinnet og håbede på vi ikke kørte galt og jeg ikke tabte den på vej derind. Jeg var mega spændt på hvordan det ville være at få taget æg ud, om det gjorde ondt, hvor mange æg der var og hvor mange der ville være bagefter.
Vi afleverede sædprøven og kom ind og sidde i venteværelset lidt tid, inden de kaldte os ind. Vi kom ind i et rum hvor jeg fik lagt drop og kunne ligge og slappe lidt af inden det var min tur.
Da jeg kom ind var der både en bioanalytiker, sygeplejerske, jordmoder og læge. De tog rigtig godt i mod os og jeg kom op og ligge på briksen. Det vænner jeg mig altså aldrig til… Men det skulle jo gøres og jeg glædede mig til at få æggene ud for det begyndte også at spænde lidt derinde.
De gav mig morfin i drop og jeg synes bestemt ikke det var slemt at blive bedøvet og få æggene taget ud. Det gik ganske nemt. Mens de tog dem ud kunne vi følge med på en skærm og se hvordan de tog dem ud.
Udefra laboratoriet råbte de hver gang der var et æg, 1,2,3,4,5,6,7,8 så gik der lige lidt og de rodede videre efter de andre 9,10,11,12,13,14,15 flotte æg blev det til. Jeg var lykkelig <3
De ville prøve at dyrke dem i 5 dage – det var nogle lange dage at vente på svar. Jeg havde ret ondt i dagene efter og kunne ikke gå på arbejde. Jeg var oppustet, havde svært ved at gå og havde ret ondt i maven. Det hjalp at drikke de 3 liter væske de havde anbefalet mig og en varmepude på maven hjalp også.
Efter de 5 dage ville de ringe og fortælle om der var æg til os og om vi skulle komme til Horsens.
Fortsættelse følger…
0 kommentarer