Vi afsluttede jo vores 2. IUI forsøg i efteråret med et negativ resultat. Det var forventet, så skuffelsen blev ikke helt så stor. Men jeg gik stadig og var ked af det op til jul, for vi var jo stadig “kun” os to. Det kan I læse om i mit tidligere blogindlæg.

Men efter nytåret lysnede det hele og nu skulle vi altså i gang igen. Denne gang med IVF og vi glædede os rigtig meget! Vi havde snakket med sygeplejersken om, at det kunne måske blive nødvendigt med ICSI i stedet for almindelig IVF (ICSI = hvor de tager én sædcelle og stikker direkte ind i ægget). Men det var OK for os – what ever works, tænkte vi.

Vi havde besluttet os for at det var i februar, at vi ville gå i gang igen. Jeg skulle lige lande et fast job først, og da det gik igennem i slutningen af januar, så var vi klar. Jeg har stort set ingen naturlig cyklus, og jeg havde heller ikke blødt siden vores sidste IUI, så det var aftalt med klinikken at jeg startede en omgang Provera og så skulle jeg tilmelde mig IVF på 1. blødningsdag.

Min blødning startede en kold mandag-morgen, så jeg skrev selvfølgelig straks til klinikken. Og de næste mange timer, gik jeg bare og ventede på svar. Hvad nu hvis de ikke havde plads til os denne omgang? Så havde jeg taget det Provera “helt uden grund”. Og nu ville vi altså bare gerne i gang.

Heldigvis skrev de til mig lidt efter frokost, og vi var tilmeldt! De ville gerne se mig på 3. blødningsdag, om onsdagen. Det var helt perfekt!

Om onsdagen kom jeg ind på klinikken, blev skannet og alt så fint ud. Og så var det bare med at komme ned på apoteket og få hentet hormonerne. Denne gang skulle jeg have en større mængde hormoner, så jeg kom hjem med en stor mængde Menopur og et par sprøjter Orgalutran.

Ved IUI (hvor jeg ikke skulle danne så mange ægblærer) fik jeg Menopur (både 75 ie og 112,5 ie). Denne gang skulle jeg starte på 187,5 ie! Jeg havde været langsom til at danne store nok ægblærer ved IUI, så de ville være sikker på at mine æggestokke kom godt i gang denne omgang. Og det må jeg sige at de gjorde!

Om onsdagen kom jeg til skanning og fik lige nævnt for lægen at jeg følte mig liiidt oppustet. Det kunne hun virkelig godt forstå, for mine æggestokke var så store at de rørte ved hinanden (noget de kalder “Kissing Ovaries”) og hun kunne tælle mindst 10 ægblærer i hver æggestok. Så man må sige at den øgede dosis havde virket.

Ægblærene var dog stadig lige små nok, de var nok omkring 11-13 mm. Men de var godt på vej, så lægen besluttede at jeg lige fortsatte med Menopur på 150 ie og Orgalutran i 2 dage mere, så jeg skulle komme tilbage fredag og blive skannet igen.

Om fredagen syntes jeg, at jeg var endnu mere oppustet. Det var der igen god grund til, for der var kun kommet flere ægblærer til, og lægen kunne tælle mindst 25. Og de var alle omkring 16-17 mm.

Ægudtagning blev planlagt til om mandagen, så jeg skulle lige tage én aften mere med Menopur og Orgalutran. Lørdag aften skulle jeg tage 2x Gonalpeptyl, som vist klargøre ægblærene til ægudtagningen.

På grund af at der var så mange ægblærer og fordi jeg allerede havde det halv-skidt, så turde de ikke lægge æg op igen i denne cyklus. Så de ville gøre det til total-frys.

Først var jeg irriteret, for nu havde jeg ENDELIG nok ægblærer og jeg havde taget alle de trælse hormoner, og så kunne jeg ikke engang prøve at blive gravid nu?? Øv.

Men allerede få timer senere havde jeg accepteret det. For det nyttede jo ikke noget at få lagt et æg op, hvis det bare ville gøre mig mere syg. Jeg var tæt nok på en overstimulation, så det ville være en dårlig ide at presse citronen endnu mere.

Lørdag aften havde jeg det bestemt ikke godt, jeg var meget oppustet og havde kvalme. Men jeg prøvede at spise en masse protein og drikke godt med vand, så jeg kunne holde en evt. værre overstimulation væk.

I mit næste indlæg vil jeg fortælle mere om selve ægudtagningen og om hvordan det gik med æggene.