Vores gyldne æg..

af | august 10, 2018 | 0 Kommentarer

Her har I mit 5. og sidste indlæg på Fertilitetsliv i den her omgang. Et af mine æg blev det gyldne æg, der har sat sig fast til vores kommende baby. Hvis du har læst mine tidligere indlæg, hvor du har haft mulighed for at følge med i min personlige dagbog, får du nu det sidste stykke – læs endelig med.

  1. juni (2+5): I dag har jeg været inde og få sat et æg op. Min kæreste var med, og vi var begge MEGET spændte, da vi jo slet ikke vidste, om vi kom ind til 1, 2, 3, 4 eller 5 befrugtede æg, og om de overhovedet kunne bruges. Da vi blev kaldt ind i behandlingsrummet af sygeplejersken, stod lægen også allerede klar. Lægen hedder Tine, og hende har jeg været inde hos flere gange. Det var også hende, der tog æggene ud. Tine siger, at vi lige skal vente på laboranten, da det er hende, der kan fortælle os, hvordan det egentlig er gået med æggene.

Laboranten kommer ind og smiler. Hun fortæller os, at alle 5 æg er blevet befrugtet. 2 er allerede lagt på frys og 2 skulle lige ligge til i morgen, men hun regner med, at de også bliver så gode, at de kommer på frys. Det æg jeg skulle have op i dag, var et virkelig godt æg. Lægen kaldte det, med et smil på læben, et limousine-æg :D Min kæreste siger et Ferrari-æg :D.

Det var så vildt og så sindsygt, at det er svært at beskrive. Vi blev begge to så glade for de gode nyheder.

Jeg lægger mig op på briksen endnu en gang og smider benene op. Lægen sætter en scanner på min mave, så hun kan tjekke, hvor hun sigter med sprøjten, der skal føre ægget på rette vej. Inden det sker, viser laboranten os ægget på en skærm – det er så vildt. Ægget bliver sat op, og jeg kan igen hoppe ned.

Derefter får jeg en seddel på, at jeg skal ind og have taget en blodprøve mandag den 11. juni, og de vil ringe til mig med svar tirsdag den 12. juni. Hvis nu det sker, at jeg få mens. inden den dag, så skal jeg tage ind og få taget blodprøven alligevel.

Til slut snakker vi lige kort om, hvis jeg nu ikke bliver gravid, og hvornår vi så kan få sat næste æg op. Lægen fortæller, at det først kan blive til august, da der skal gå en måned, når de har været oppe og stikke mig, og derefter løber vi ind i sommerferien. Puha, der er lang tid til. Dog afslutter både lægen og sygeplejersken med at sige, at de tror bestemt ikke, at der bliver et forsøg mere, da det var så flot et æg og så godt et forsøg.

De var så optimistiske, så det er vi også!!

  1. juni (3+1): I dag er jeg begyndt at få ømme bryster. Jeg har læst mig frem til, at det også er en bivirkning, der kan komme af crinonen (altså den gel jeg sprøjter op hver morgen og aften). Jeg kan dog bare ikke forstå, at det er en bivirkning af crinonen, der først kommer efter 7 dage - så jeg er optimistisk og håber på, at det er det første rigtige graviditetstegn.

 

  1. juni (3+3): I dag har jeg stadig ømme bryster, og jeg er begyndt at få den vildeste blod-smag i munden. Jeg håber virkelig meget på, at det er det andet graviditetstegn, der viser sig nu.

 

  1. juni (4.+0): I dag har jeg været inde og få taget en blodprøve, der skal vise, om jeg er gravid. Jeg var lige ved at begynde at græde, da sygeplejersken, der tog blodprøven, spurgte mig, om jeg havde en god fornemmelse. Det har jeg jo, men jeg tør slet ikke at håbe. Vi får svar i morgen – og jeg har helt sommerfugle i maven af at tænke på det og skrive om det nu her. Min kæreste og jeg har aftalt, at jeg skal tage en graviditetstest i morgen tidlig. Hvis den er negativ, føler jeg mig mere forberedt, når de ringer med svar. Er den positiv, kan vi glæde os med det samme.

....Her til aften kunne vi simpelthen ikke vente mere, og min kæreste og jeg blev enige om, at jeg skulle tage en test, så vi kunne få lidt ro på. Jeg har jo på fornemmelsen, at jeg er gravid, men jeg var sk..., pi... nervøs, da jeg stak testen ned i glasset med tis. For det første vidste jeg jo, at det ikke var sikkert, at aftentis var godt nok. Jeg havde virkelig tisset meget i løbet af dagen. Og for det andet kunne det jo også godt være, at der ikke ville komme den der anden magiske streg på testen. Puha jeg rystede. Testen lå ikke engang 30 sekunder, og så begyndte der at komme 2 streger frem på testen. Jeg råbte på min kæreste og løb grædende ned af trappen. Der var 2 streger. Det er slet ikke til at fatte. Vi stod og omfavnede hinanden i rigtig lang tid.

 

  1. juni (4+1): Her til morgen tog jeg igen en test, og den var stadig positiv og bare endnu mere tydelig end den aftenen før. Nu sidder jeg bare og venter på, at jeg kan få det bekræftet, når de ringer med svar på blodprøven fra Fertilitetsenheden.

Jaaaaaaaaa. En rigtig sød sygeplejerske fra Fertilitesenheden har ringet, og jeg er gravid! Hun sagde tillykke, og vi fik bestilt en tid til vores aller første graviditetsscanning tirsdag den 3. juli klokken 10:30. Vi skal scannes på Fertilitetsenheden, og derefter overgår vi til vores egen læge og normal procedure.

Vi er så glade! Men som vi snakkede om, så kan vi ikke forstå, at vi ikke er mere oppe og køre. Vi tror ikke rigtig, at det er gået op for os, at jeg er gravid. Det hele er stadig så uvirkeligt. Men hvor er det vildt!

I dag har vi faktisk ikke rigtig tid til at være sammen eller fortælle det til nogle. Vores forældre regner med, at vi ringer til dem. De ved godt, at vi får svar i dag. Jeg kan bare ikke lide, at vi skal fortælle dem det over telefon – det er ikke sådan, jeg har forestillet mig det. Vi har derfor fundet på en lille hvid løgn. Jeg skrev til min mor, at der var noget galt med min blodprøve, så jeg skulle ind og have taget en ny i morgen (onsdag), så jeg først vil få svar torsdag. vi har nemlig aftalt, at vi kører hjem til begge vores forældre i morgen og fortæller det. Jeg tror, at du hoppede på den. Det håber jeg i hvert fald.

  1. juni (4+2): Her til morgen har jeg også taget en graviditetstest – stadig positv. Jeg tror, at jeg kommer til at tage en test hver morgen i meget lang tid.

I dag har vi været hjemme ved begge vores forældre for at fortælle den gode nyhed. Alle de vilde reaktioner er så overvældende. Det første min svigermor gør er, at tage hænderne for øjnene og begynde af græde – det samme gør min mor, imens hun får det virkelig varmt :D Da vi kører mod Aalborg igen, ringer min kæreste til alle sine søskede for at fortælle den gode nyhed.

  1. juni (4+4): I dag har vi fortalt det til min kærestes mormor og morfar og min bedstemor.

 

  1. juni (5+3): Her til morgen havde jeg en lille smule brunt udflåd i mine trusser. Skræk og rædsel meldte sig med det samme indeni mig. Jeg tog et trusseindlæg i mine trusser, da jeg skulle tilbringe hele dagen i Aarhus til et foredrag. Da der var pause i foredraget gik jeg på toilet, og der var igen lidt brunligt udflåd at se. Jeg trak straks telefonen frem og ringede til Fertilitetsklinikken for at fortælle dem om situationen. Jeg fik fat i en rigtig sød dame, der beroligede mig med, at det var der flere der fik, og så længe jeg ikke havde ondt, og at det ikke var rødt, det der kom, skulle jeg ikke bekymre mit hoved med det. Jeg skulle selvfølgelig stadig holde øje med det. Jeg prøvede at holde tankerne væk, men det er altså virkelig svært, når man er fyldt med glæde og ved, at brunt udflåd også kan være et begyndende tegn på en abort. Jeg havde brunt udflåd i et par dage efter, og derefter forsvandt det fuldstændigt. Heldigvis...

 

  1. juli (7+1): I dag har vi været til den 1. scanning på Fertilitetsklinikken. Det her er en tidlig scanning, man kommer til, når man har været i fertilitetsbehandling – både for at afslutte forløbet hos dem men samtidig også for at tjekke, om der er et fint lille hjerteblink. Vi kom ind i venteværelset, hvor vi har siddet så mange gange før. Jeg var lige så nervøs og spændt, som jeg har været de mange andre gange – den her gang var det dog også med et lille smil på læben. Vi blev kaldt ind på en stue sammen med en læge og sygeplejerske, som vi også har set før. De startede begge to med at sige tillykke. Det var en fantastisk følelse. Jeg lagde mig op, satte benene til hver sin side, og lægen begyndte at scanne. Der gik kun få sekunder inden hun sagde: ”Ja se, det er lige præcis dét, vi gerne vil se. Et fint lille hjerte der blinker”. Puha, der kunne jeg slet ikke holde tårene tilbage. Nu var det lige pludselig meget virkeligt. Der var virkelig en lille fis inden i min mave. De målte den til 12,2 cm og satte terminen til 17. februar.

Det kan godt være, at følelsen i venteværelset var den sammen som før, men følelsen da vi gik fra stuen, var som noget, jeg aldrig har prøvet før. Vi gik, krammede, smilte og bar fine scanningsbilleder i hånden. Vi blev endda nødt til at tage et lille stemningsbillede, hvor jeg stod med scanningsbillederne foran skiltet ind til Fertilitetsklinikken.

Da vi kom hjem fik jeg med det samme ringet til min læge, hvor jeg fik en tid fredag i samme uge.

  1. juli (7+5): I dag har jeg været ved lægen for at få lavet min vandrejournal. Det var en masse prøver og spørgsmål fra både sygeplejersken og lægen. Jeg fik taget blodprøver, målt blodtryk og blev vejet. Jeg gik der fra med en tid til endnu en blodprøve på sygehuset og med en besked om, at jeg snart ville modtage et brev i min e-boks om, hvornår vi skal til nakkefoldsscanningen.

 

  1. juli (8+2): I dag har jeg modtaget et brev i min e-boks. Vi skal til nakkefoldsscanning den 7. august. Det passer bare så perfekt, da vi tager på ferie med min familie i uge 31, og vi stadig har ferie i uge 32.

 

  1. juli (8+3): I dag har jeg igen været inde på sygehuset for at få taget en blodprøve. Den her gang skal den bruges til nakkefoldsscanningen, hvor de skal tjekke sandsynligheden for blandt andet downs.

 

  1. august (12+3): I dag skal vi til nakkefoldsscanning inde på Aalborg Sygehus. Jeg har det sidste lange stykke simpelthen været så nervøs og spændt. Jeg synes virkelig, at jeg har haft det for godt til, at der skulle være et lille liv, der voksede sig stort og stærkt i min mave. Min kæreste er heldigivs ikke så nervøs, og det beroliger mig, da han virkelig bare tror på, at selvfølgelig er der stadig liv og et hjerte der blinker. Et par dage inden vi skulle til scanningen ser jeg på min hemmelige Instagramprofil, at et par, der også har været gennem hele fertilitetsmøllen, har mistet deres lille i uge 10, hvor der ikke var et hjerteblink at se. Det er så frygteligt, at det er svært at sætte ord på, og mit hjerte bløder for dem, der må gå igennem det. Sådan en historie satte hellere ikke ligefrem en dæmper for min nervøsitet...

Da vi træder ind i venteområdet – i rigtig god tid – møder vi som det første en af mine gamle veninder fra folkeskolen. Ikke en jeg snakker med længere, men stadig en jeg hilser på og snakker med, når jeg ser hende. Hende og hendes kærste sidder også og venter på, at de skal ind til nakkefoldsscaninng med deres 2. barn. Egentlig er vores graviditet ikke hemmelig, da hele vores familie og alle vores venner allerede ved det, men derfor havde vi da ikke lige regnet med, at vi ville møde nogle bekendte i venteværelset. Det gjorde dog ikke noget, da vi fik os en lille snak og et held og lykke begge veje.

Da vi endelig bliver kaldt ind til vores scanning, er det igen en meget sød dame, vi møder. Jeg får mig lagt op, og hun kommer noget af det kolde gel på min mave. Endelig begynder hun og scanne, og det første hun siger med det samme er, at der har vi hjertet, der blinker! Det er endnu en gang noget af det mest fantastiske, jeg nogenside har prøvet – troede jeg! Det ændrede sig fuldstændig, da hun satte lyd på, og vi derefter kunne høre hjertet bange. Jeg kunne slet ikke holde tårerne tilbage – det var så fantastisk! Hun brugte lang tid på at scanne og fik tjekket alt, der var lige præcis, som det skulle være. Den lille fis er 6 cm, og min termin bliver den 16. februar 2019. Det eneste hun ikke kunne få den bette til at gøre var, at sparke lidt med benene, da den lå med den over hinanden. Hun brugte rigtig lang tid på det, men selvom jeg både rystede med numsen og var oppe og hoppe, så ville den altså ligge og putte sig. Vi droppede forsøget, og hun gik ud af rummet for at begregne risikotallet for downs. Da hun kom tilbage, gav hun os et rigtig fint tal, med det mindste sandsynlighed for, at vores barn vil få downs. Derudover ville hun altså scanne mig igen, da hun simpelthen ville se, om hun kunne få den til at sparke lidt. Hun sagde, at egentlig betød det ikke noget, men både hun og os ville nok gå og tænke på det resten af dagen, hvis hun ikke prøvede igen. Og det har hun helt sikkert ret i. Jeg fik igen lagt mig op, og da hun begyndte at scanne, kunne vi med det samme se, at baby havde vendt sig og sparkede med benene. Det var virkelig dejligt, at hun ville scanne os igen, og ikke bare sendte os hjem. Hun fik printet 6 fine billeder ud til os, som vi med glæde kunne tage med hjem.

Da vi kørte hjem fra sygehuset, fik vi ringet til vores forældre og skrevet rundt til alle andre, der havde ønsket os held og lykke og som havde tænkt på os. Min kæreste fortalte mig desuden, at han faktisk også havde været lidt nervøs, lige da vi blev kaldt ind til scanningen. Han ville bare ikke vise det, da det nok havde påvirket mig. Det synes jeg simpelthen er så fint!

Her står vi så i dag og går snart ind i uge 14, har bestilt en tid til en tidlig kønsscanning og er så glade, at det er svært at beskrive, hvor vildt det egentlig er. Vi ser frem til hver enkelt milepæl, som vi skal gå igennem – både som gravid og som forældre i det nye år.

Til slut vil jeg gerne sige tusind tak til både Fertilitetsliv.dk og alle de faktiske blogmanagere, som jeg har haft den største fornøjelse af at følge. Det har været fantastisk at have et rum, hvor det har været muligt at komme af med sine tanker, dele sine tanker og få ro gennem andres tanker. Det har været den største hjælp!

Læs alle mine blogindlæg her

Læs flere solstrålehistorier her

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest