For noget tid siden, delte jeg vores start på Projekt Baby på min Instagram @kampenforatbliveforaeldre og nu tænkte jeg at dele den her.

For at komme med en lille forhistorie. Markus og jeg swipede hinanden til højre i april 2018 på det velkendte tinder. Jeg havde lige været i et længerevarende forhold, hvor jeg i januar måned havde fået taget min p-stav ud fordi vi gerne ville være forældre. Jeg har altid haft en drøm om at være ung mor og da min daværende kæreste var ældre end mig, passede det bare godt. Det gjorde det så alligevel ikke, da vi gik fra hinanden allerede i februar det år. Så hele min drøm om mor, far og børn, gik i opløsning. Jeg var knust, men samtidig også lettet. Det skulle ikke være os. ⁠
⁠
Jeg havde besluttet mig for at lægge det til side. At bare være mig og have det sjovt. Så mødte jeg Markus over en 6-pack i min Odense lejlighed og vi blev en del af hinandens hverdag fra den dag.⁠
01.06.2018, blev vi officielt kærester. Det hele var gået meget stærk og jeg tror det for det første har noget at gøre med at vi selvfølgelig var meget glade for hinanden, men også at jeg med min diagnose (som jeg ikke kendte på det tidspunkt) havde et “behov” for at være knyttet til ham. Rigtig meget. ⁠
⁠
Jeg begyndte allerede at snakke om børn med ham i oktober 2018 og kort tid efter det skrev vi under på en lejlighed i Horsens (han havde jobbi i Århus og jeg i Tønder, så det var vores “midte”), som var med overtagelse i januar 2019. Den 23. december 2018 kom vores gadehund Nala hjem fra Rumænien og boede hos mig og mine forældre indtil vi kunne overtage lejligheden. ⁠
⁠
Så som I kan se, så gik alt pludselig meget stærkt. Jeg var ENORM impulsiv og jeg reagerede på følelser fremfor lige at trække vejret og sove på tingene. Oh well, sådan er det med borderline, men det vidste jeg intet om på daværende tidspunkt. Jeg troede bare det var min angst der gjorde det, jeg blev klogere året 2019. ⁠

Ultimo maj 2019 tog vi til Spanien for at fejre vores første årsdag. Jeg havde glædet mig til at komme på noget ferie. Det var længe siden jeg sidst havde rejst. Vi brugte dagene på alting og ingenting. Det var skønt, men jeg følte mig alligevel tom. Fordi jeg jo stadig brændende ønskede at skabe en familie. ⁠
Jeg vidste godt hvad Markus havde af tanker omkring barn. Det var først noget ud i fremtiden. Gerne når han blev færdig med sin uddannelse i 2021. Jeg følte der var længe til. ⁠
⁠
På vores ferie, nævnte jeg det flere gange. Det med at få et barn. Jeg forklarede at der kunne gå op til et år før man blev gravid (boy, I was wrong) og at vi godt kunne få det til at løbe rundt. Markus’ bekymringer omhandlede mig og det at varetage en så stor opgave som at være mor. Det kommer af at jeg faktisk havde det psykisk rigtig skidt på det tidspunkt. Jeg gik faktisk til behandling hos Enhed for selvmordsforbyggelse på Skejby. Og at jeg ville have et barn nu, havde han svært ved at se. ⁠
Jeg forstod ham godt. Det var heller ikke optimalt at være mor når man var på kanten til den lukkede. Men jeg ville bare så gerne. ⁠
I dag er jeg glad for at jeg ikke blev gravid dengang. Jeg er et andet og bedre sted nu. ⁠
⁠
På vores årsdag sagde han så “ okay lad os prøve”. Et eller andet sted havde jeg ondt i maven, for ville han virkelig? Alligevel fyldte glæden så meget i mig at jeg ikke tænkte så meget over det. Herefter gik mine tanker udelukkende på “når jeg bliver gravid..” og “så får vi måske et forårsbarn!”..⁠

Sommeren 2019 gik og jeg blev fortvivlet.⁠
Hvorfor var jeg endnu ikke blevet gravid? Hvor blev min menstruation af? ⁠
Jeg snakkede med andre om det. Jeg blev mødt med “tænk ikke over det” og “tag det roligt, I er så unge. I når det nok”. Jeg bestilte en hjemmetest til Markus. Bare sådan for lige at se hvad der foregik, mens jeg selv havde købt ægløsningsteste. Jeg studerede nettet. Jeg lærte alt om ægløsningsteste. Om stress. Om hvad man skal spise og holde sig fra. Så søgte jeg på fertilitetsbehandling. Jeg blev mødt med “kvinder med en BMI under 30 kan blive behandlet i det offentlige” hvad fanden var min? 38! Fuck! ⁠
Markus tog hjemmetesten. På indlægssedlen (hedder det det?) stod der at hvis den viste negativ skulle man tage kontakt til lægen. ⁠
⁠
Resultatet var tydeligt: negativ! ⁠
⁠
For pokker altså!⁠
⁠
Kort efter tog Markus kontakt til lægen og før vi vidste af det havde vi en henvisning til en gynækolog. Det var ikke det vi lige havde regnet med, men det var rart at vi allerede nu kunne få en henvisning til en snak om behandling. ⁠
⁠
Resten af historien kender i – og ellers ligger den som mit tredje opslag. ⁠- dette er taget fra min Instagram, jeg tænker jeg deler oplevelsen her også.
⁠
I dag er vi et andet sted. Jeg er ikke gravid, men jeg er godt nok blevet klogere. Markus har ikke nedsat sædkvalitet som vi ellers havde fået af vide dengang (den har høj sandsynlig ændret sig) og nu er vi tilknyttet en super klinik som vi glæder os til komme igang hos igen.

Det var lige det for nu. Jeg er super dårlig til at runde af på en ordentligt måde, så jeg stopper bare her..
⁠