Vores historie igennem fertilitetsbehandling

Blog opslag

Skrevet af Fertilitetsliv.dk

13 feb, 2018

Hjælp til der hvor naturen svigter eller har brug for en hjælpende hånd

Når man beslutter sig for at få børn sammen, regner man ikke lige med man ender med at skulle få hjælp til det. I hele ens ungdom har man prøvet at undgå at blive gravid og pludselig ønskede man ikke andet end de to lyserøde streger på testen og at man blev gravid.

Jeg husker tydeligt den følelse der gik gennem mig, da vi måtte indse at fertilitetsbehandling skulle være vejen for os. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på alle de skrækhistorier der var, om at det aldrig var lykkedes og at de måtte adoptere eller helt undvære at få et barn. Det var så svært at være positiv.. Kort inde i forløbet spurgte folk mig, om jeg ville gå videre til at adoption, hvis det ikke lykkedes.

Men hele vejen igennem havde jeg min mand, som troede på det, støttede mig og sørgede for jeg ikke mistede min kampgejst, selvom jeg nok alt for ofte havde mest lyst til at smide håndklædet i ringen, for fertilitetsbehandling er hårdt at gå igennem for både krop og sjæl, og det er jeg ret sikker på at alle i samme situation eller lign. Situation kan skrive under på. Sommetider kan man slet ikke genkende sig selv og prøver desparat at søge efter meningen med det hele.

Min mand har sukkersyge hvilket påvirker hans sædceller i at komme ud ved almindeligt samleje. Det opdagede vi kort efter at være gået i gang med projekt baby og kontaktede straks egen læge, hvor vi fik en henvisning til en special læge, som sendte os direkte videre i fertilitetsbehandling og så stod vi der, med hænderne bundet på ryggen og følte en masse, vi ikke kunne sætte ord på.

Vi fik aftalt et møde med klinikken i Ballerup og gik i gang med redegørelsen 2015. Pludselig  forandrede hele ens hverdag sig fra normal til planlagt sex, underlivsundersøgelse flere gange ugentligt, medicin i lange baner, stress og lange ventetider.

Vi havde læst en masse om min mands “sæd-problem”, og var begge lidt ræd for hvordan de ville få hans sæd ud, nu hvor den ikke kom ud som normalt. Men til vores held skulle der ikke andet end medicin til at det lykkedes. Han fik en recept på piller han skulle tage og derefter skulle vi se om det kom ud og det gjorde det, hvilket faktisk utroligt nok uden det var planlagt gjorde mig gravid. Vi fik det bekræftet lynhurtigt på klinikken og vi var lykkelige. Men den lykke varede kort, for da jeg var omkring 8-9 uger henne vågnede jeg i en blodpøl i sengen og havde voldsomme smerter i maven. Jeg brød ud i gråd og ringede til min mand og det eneste jeg kunne sige til ham var at jeg blødte kraftigt. Han var meget optimistisk som han altid er og sagde at han var sikker på at vores lille baby havde det godt, men jeg vidste udemærket godt hvad klokken havde slået og det kan ikke beskrives med ord hvor hårdt det var at acceptere at jeg havde mistet det, for ikke at snakke om smerterne forbundet ved den spontane abort. Da min krop var “kommet sig” ovenpå denne tragiske oplevelse, fortsatte vi kampen..

Mange penge gik til hormonindsprøjtninger og medicin generelt, tiden gik med at håbe og spekulerer over meningen med det hele, kalenderen var fyldt op med: Husk indsprøjtninger, ta’ ægløsningtest, ta’ graviditetstest, besøg på klinikken kl. dit og dat, første mens-dag/sidste mens-dag og mislykkedes forsøg. Jo længere vi var inde behandling, jo tættere kom jeg på en depression. Jeg arbejdede i Matas på det tidspunkt og jeg var glad for mit arbejde, men jeg havde svært ved at koncentrere mig, specielt efter hvert mislykket forsøg.

Det viste sig efter en del mislykkedes forsøg at jeg havde cyster på æggestokkende og en mild form for PCO. Så kom der lige endnu et problem oveni alt det andet, midt i det hele. Udover det så kan det slet ikke beskrives for i fertilitetsbehandling, hvordan det føles, når man ser andre gravide kvinder og hvilket specielt var svært for mig, var nok da min mands problem var ”løst” og det så nu var optil MIG at blive gravid og jeg så ikke blev det. Jeg følte mig uduelig og ubrugelig. For jeg tænkte: Hvis ikke jeg kan give min mand børn, hvad er jeg så for ham? Sikkert en følelse mange i samme situation sidder med. Jeg begyndte at tænke på kost og alt hvad jeg indtog, da dette skulle øge mine chancer markant. Jeg købte bogen: “Spis dig gravid”. Udover det havde min svigermor fået kursus i akupunktur, som hun lavede på mig under behandlingen (som var inseminering med min mands sæd) og den 5. marts 2017 stod jeg med en meget positiv graviditetstest, efter 2 års forsøg, alt for mange mislykkede forsøg og en spontan abort i rygsækkken. Jeg var overrasket, men jeg troede ikke på det, selvom alle 100 graviditetsteste jeg tog viste to lyserøde streger. Om det var kostomlægningen i den periode der gjorde det eller svigermors akupunktur, vides  ikke, men gravid blev jeg i hvert fald. Så man kan uden tvivl selv gøre mange ting for at øge ens chancer for graviditet og fertilitet.

Der gik faktisk længe før jeg indså at vi havde vundet kampen mod barnløshed, først efter uge 12, begyndte jeg at slappe lidt mere af omkring det og forstå at det her var virkelighed.

Jeg husker tydeligt den første scanning inde på klinikken. Det var nok den mest surrealistiske dag og jeg græd af glæde da vi så den lille bitte peanut på skærmen og det lille hjerte der blinkede, som i dag ligger her lige ved siden af mig og gør mig til den lykkeligste mor i verden.

Hver 2. uge kom vi derind for at tjekke op på om alt var okay og hver eneste gang var jeg ved at skide i bukserne af nervøsitet.

Med en abort i bagagen og alt for mange forsøg, kan man ikke tænke på andet, jeg kunne i hvert fald ikke og jeg var hver dag bange for at det skulle ske igen, at jeg mistede det. Men vi nåede til nakkefoldsscanningen, kønsscanningen (som viste sig at være en lille smuk prinsesse der svømmede rundt i min mave) og til misdannelsesscanningen og hele vejen igennemgraviditeten var der ikke en finger at sætte på noget og den 22/11-17 kom Lily til verden ved “planlagt” kejsersnit – Smuk, sund og rask.

Vi har planer om at Lily skal have søskende i den nærmeste fremtid og med mindre der sker mirakler, så har vi nok brug for en hjælpende hånd igen. Da det tog os så lang tid at få det første barn, ved vi begge at uret tikker. Så det bliver spændende hvad fremtiden bringer med sig.

Til alle jer derude, som hver eneste dag går igennem fertilitetsbehandling eller måske skal til at starte i fertilitetsbehandling, med håbet om et drømmebarn. Min erfaring er at man IKKE skal opgive håbet, heller ikke selvom det af og til kan se håbløst ud. Det lykkedes for os, men det handler om at holde ud, holde sammen og rejse sig op efter hvert mislykkede forsøg.

Mirakler sker nemlig når man MINDST venter det!

22.11.2017

Tusind tak fordi i ville tage jer tid til at læse med

       I er velkommen til at følge mig på Instagram: Nadiamilvertz

Du kan læse flere solstrålehistorier her

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Ventetiden er over

Ventetiden er over

Svaret kom to dage før juleaften. En opringning flere timer før ventet. En opringning der vil...

læs mere
En skøn donorhistorie

En skøn donorhistorie

Jeg sad for nogen tid siden og så ”Når storken flyver forbi”, og der gik ikke lang tid før tårerne...

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!