Dengang jeg var i starten af 20’erne, da tænkte jeg at drømmen om at få børn når jeg var omkring 25 år ville være fantastisk. Desværre ramte jeg ind i de forkerte mænd, uheldige forhold m.m.

For snart 2 år siden, hvor jeg snart ikke gad jagten mere, der dumpede en skøn fyr ind i mit liv. Vi kunne ikke undvære hinanden, så vi blev kærester ret hurtigt og han flyttede permanent ind nogle måneder senere. Et halvt år efter vi havde mødt hinanden, så kom drømme om et barn på tale. Vi var 35 og 29 år på det tidspunkt og var ret bevidste om det var da det skridt vi skulle videre med. Jeg droppede p-pillerne og så var vi spændte og i gang.

Min cyklus var meget svingende, hvilket jeg også havde hørt kunne ske efter stop af p-piller. Jeg kunne derfor tage en graviditetstest hver 40. -50. dag. De første par gange den viste et negativt resultat, da tog vi let på det og tænkte det skal nok komme, men efterfølgende blev det bare hårdere og hårdere. Efter næsten 1 år uden positive graviditets test, ægløsnings test m.m., så gik jeg til min læge.

Symptomerne på én længere cyklus og manglende ægløsning var et tegn på pco. Der blev taget blodprøver, men det viste ingenting. Jeg bad om at blive scannet og fik så én henvisning til Juno klinikken i Ballerup.

Scanningen og blodprøverne hos dem viste at jeg havde PCOS, som står for Poly Cystisk Ovarie Syndrom.

Jeg blev sat i gang med det samme med at skulle indtage gonal-f. Jeg startede med en lille dose, men intet skete, så blev sat højere op. Efter ca. 3 uger, så var jeg klar til min første inseminering. Når jeg husker tilbage på dagen, så var det en dag med håb og troen på at nu skulle vores ønskebaby snart komme.

Datoen sagde d. 1. maj. Vores 1. IUI og samtidig også dagen, hvor vi fik nøglerne til vores nye hus. Dengang tænkte jeg at hvis det virkelig kunne lykkedes første gang ”bare” med lidt hjælp, så ville d. 1. maj være en dag vi altid ville huske. Hus og ønskebaby! MÉN vi måtte nøjes med glæden ved vores nye dejlige hus.

Vi har nu været igennem 3 IUI forsøg i det private, men desværre uden held! Vi er nu henvist videre til Herlev og afventer 1. samtale hos dem. Forhåbentlig indenfor 2-4 mdr. Ventetiden føles ulidelig lang!

Det har været 5 meget intense måneder, som jeg virkelig ikke tror man kan sætte sig ind i, hvis man ikke selv har prøvet det. Alle der tilhører denne verden ”Ufrivillig barnløshed” fortjener et kæmpe klap på skulderen. Vi kæmper og giver ikke op! Vi har også ret til at være nogens mor!