Vi har nu været stillet overfor flere blodprøver og tre scanninger og vores stjerneskud har bestået det hele so fare. Hcg er fordoblet, som det skulle, vi har set hjerteblink og stjerneskuddet er vokset som det skal. Det skaber glæde og det skaber ro, men roen bor desværre ikke permanent i mig endnu. På trods af, at jeg har lovet mig selv, at når jeg blev gravid igen, ville jeg nyde hver evig eneste dag, for det beskytter alligevel ikke en mod sorg, hvis noget går galt, at man kun er gået halvhjertet ind i det. 

Angst 

Jeg synger og taler til stjerneskuddet dagligt, J taler også med det. Vi planlægger og vi glæder os, glæder os til at kunne dele nyheden med vores familie og vores venner. Men på trods af det og på trods af mit løfte til mig selv, rammes jeg fortsat af angst. Angst for at miste det lille væsen, som allerede er så stor en del af mit liv og som jeg allerede elsker så højt. Mens andre kan tage en graviditetstest og tænke, at de er gravide til det modsatte er bevist, er det somom, at jeg dagligt har brug for et bevis for, at jeg er gravid! Og tro mig, det er ikke nemt, når man kun er i 1. Trimester og de få symptomer der er, er enormt svingende. Jeg analyserer og vurderer, alt i mens jeg prøver at distrahere mig selv, så jeg ikke tænker over det. Læger og sygeplejersker kigger på mig og siger, at det er naturligt, at jeg er nervøs med alt det, vi har været igennem og der ikke er noget at gøre, andet end lade tiden gå. 

Tid

Tiden bliver min fjende og min bedste ven, for alt i mens jeg håber, at tiden ville gå vildt stærkt og jeg var kommet på den anden side af den nervepirrende nakkefoldsscanning, så håber jeg samtidig på, at tiden vil snegle sig afsted. Så længe jeg ikke, har været til nakkefold, så er alt som det skal være og jeg er gravid. Der er ingen tvivl om, at tanken om nakkefoldsscanningen sætter gang i alt for mange følelser. På den ene side, tror jeg, at jeg mærker, at det hele er som det skal være og på den anden side, frygter jeg så meget, at noget er galt. Jeg er så optaget af, hvorvidt der er en kranieknogle, men det er jo ikke det eneste, der skal lykkes, der skal fortsat være liv og glade dage og hjerteblink og dertil kommer jo selvfølgelig vurderingen ift. nakkefolden. Pyh, kunne nogle bare lige tage mit hoved fra mig de næste dage? Og kunne jeg bare gå og nyde mit lille stjerneskud uden frygt? Jeg tager igen en dyb indånding, mens jeg gentager mit mantra “let it go, allow and surender”.