Starten på vores rejse er måske lidt atypisk i forhold til andre par i fertilitetsbehandling. Børn og babyer var nemlig slet ikke på vores radar til at begynde med. Vi havde travlt med at rejse, være unge i midt tyverne, nyde hinanden, nyde os selv, og bare være sammen med vores venner til den lyse morgen.

“Projekt baby” kom faktisk hårdt ind fra højre. Som et lyn fra en skyfri himmel. Vi opdagede nemlig, at jeg havde en meget lav ægreserve ved et tilfælde. Det gjorde vi ved, at jeg stoppede med at få menstruation i tre måneder. Sådan uden videre. Puf! Helt væk. Jeg var endda på p-piller på det tidspunkt, hvilket burde fremprovokere en menstruation, men den kom ikke. Min læge tog mig heldigvis seriøst og troede på mig, når jeg sagde “jeg er ikke stresset”. Han sendte mig derfor videre til en gynækolog, der fandt ud af, at jeg ikke har mange æg tilbage. (Jeg tænker tit på den læge, som desværre er min tidligere læge, og sender ham alt den gode karma, jeg overhovedet kan – tak, tak, tak!). Det var i august 2015.

Vi blev henvist til Horsens Fertilitetsklinik med beskeden “I skal direkte i IVF. Det nytter ikke at prøve med inseminering først”. Men så skete der det, at jeg i mellemtiden blev spontan gravid. Helt økologisk. Uden nogen former for sprøjtemidler. Det var i foråret 2016. Vi var overlykkelige! Vi troede, at vi slap for behandlingen. For alle sprøjterne. For alle undervognsundersøgelserne. Men. Jeg mistede desværre i uge 9, og det var en kæmpe skuffelse og sorg, som tog langt tid at komme over. Helt ærligt – så kommer vi nok aldrig 100 % over det.

I oktober 2016 kom vi endelig i gang med vores første IVF-forsøg, som var en lang protokol. Her skulle jeg nedreguleres med gonapeptyl og tage 300 ie Gonal-f som fsh-præparat. I dette forsøg fik vi 4 æg ud, hvoraf 2 kom i fryseren og 1 frisk æg blev lagt op. Det blev desværre ikke til noget.

Fredag den 1. december stod jeg til min store overraskelse med en positiv graviditetstest igen. Helt spontant. Igen. Men jeg mistede IGEN- denne gang i uge 6 – lige inden juleaften.

Værst af alt så fik jeg beskeden om, at min svigerinde også var gravid. Det var lige efter min spontane abort. Hendes termin lå endda tre dage efter, hvad der ville have været min termin. Og min svoger og svigerinde prøvede slet ikke. Jeg følte, at alverdens urimelighed havde ramt mig på en gang, og det nye år kunne ikke starte hurtigt nok.

I februar 2018 ville vi bruge et af vores fryseæg, men ingen af dem klarede optøningen. Det var endnu et nederlag, endnu en skuffelse. Endnu engang, hvor vi lå i den trælse ende af statistikken. Det var hårdt! Og vi var meget kede af det. Faktisk er den periode lidt tåget for mig. Jeg prøvede bare at kæmpe mig gennem hverdagen indtil påsken, hvor vi rejste Barcelona. Den tur fik mig tilbage til livet.

I løbet af foråret 2018 begyndte vi at få modet tilbage, men der var heftige varsler om lockout i det offentlige. Vi besluttede derfor at prøve IUI-h i det private indtil konflikten havde lagt sig. Jeg ønskede nemlig ikke at være på hormoner, hvis der var en risiko for, at forløbet ville blive aflyst.

Derudover tænkte vi også, at det måske kunne lade sig gøre med inseminering. Begge de tidligere graviditeter var jo økologiske, så hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre med “kødpipetten”? Vi gik igennem 2 x IUI-h hos Maigaard Fertilitetsklinik i Aarhus, som desværre ikke blev til noget, men vi var rigtig glade for, at vi gjorde det.

Her i maj/juni 2018 har vi været igennem vores andet IVF-forsøg. Det var igen lang protokol, men denne gang skulle jeg på 375 ie menopur. Her fik vi 6 æg ud i alt, men kun ét af dem klarede vejen til blastocyststadiet. Og det er her, vi er nu. Afventende. Og tæller ned til tirsdag den 10. juli, hvor jeg skal have taget blodprøve, og hvor vi rejser til Paris. Så hvis resultatet er negativt, så er vi i det mindste kede af det i Paris.

P.S. Er jeg den eneste, som gør det? Altså siger noget negativt fra starten i håb om, at man bliver mindre skuffet, hvis det ikke lykkes igen? Åh suk.. Det ved vi jo godt, at man bliver alligevel.