I mit førsteindlæg fortalte jeg om vores første undersøgelser, samt besøg hos sygeplejersken vedrørende vægttab, og det var nu blevet tid tilHSU-undersøgelsen, som er en undersøgelse af æggelederne, hvor de sprøjter vandigennem for at se om der er passage.
Vi ankom til klinikken op ad formiddagen, og jeg vidste ikke rigtig hvad jeg kunne forvente. Som de fleste nok har, havde jeg selvfølgelig læst en masseomkring denne undersøgelse på nettet, og der var meget forskellige syn på det.Hos nogle havde det simpelthen gjort så ondt at de var besvimet, hvor andreintet har kunne mærke, så nervøsiteten var i top.
Christian havde taget fri fra arbejde for at tage med, så han var heldigvis ved min side. Vi bliver kaldt ind af en meget sød kvindelig læge, og de fortæller os lidt omkring hvad der skal ske. Normalt er det aldrig rart at tageunderdelene af, og ligge sig op på briksen, men jeg snakker vist for mange når jeg siger, at det bare bliver en del af rutinen når man er på klinikken, så man tænker ikke længere over det. Men jeg får lagt mig tilrette, og undersøgelsenbegynder. Jeg har hjemmefra taget to Panodiler og en Ipren, for at tage det meste ubehag.
Aldrig har jeg prøvet noget lignende. Det gjorde simpelthen så ondt, at jeg knap kunne ligge stille. Min livmoder er åbenbart meget bøjet, og det var rigtig svært og smertefuldt at få kateteret på plads. Det var svært for dem, og jeg havde en sygeplejerske nærmest til at ligge på min mave, da hun skulletrykke og prøve at rette den en lille smule ud. De måtte skifte til et andetkateter, og tiden var uendelig lang!
”Så Maria, det skulle være det værste” lød det fra lægen. Kateteret var på plads, og de var nu klar til at sprøjte væsken ind. Jeg blev lettet og tænkte at det snart var overstået, men så begyndte de. Der kom en voldsom trykken i mit underliv, og det gjorde at ondt at jeg troede at jeg skulle besvime. Sygeplejersken og Christian holdte mig i hver deres hånd, og jeg græd bare. Lægen forklarede og viste på skærmen hvor vi kunne følge vandet der blev sprøjtet ind, men jeg kunne slet ikke fokusere. Alt i alt tog undersøgelsen ikke mere end et kvarters tid, men jeg syntes det varede en evighed. Da jeg kom til mig selv, og vi var færdige med undersøgelsen kom dommen fra lægen. Venstre æggeleder er helt lukket, og der er minimal passage i højre, og derfor er chancen for at opnå graviditet på egen hånd, meget minimal. Lægen fortæller at det højt sandsynligt stammer fra den blindtarmsbetændelse jeg havde for godt 6 år siden, hvor der var betændelse på venstre æggeleder også.  Vi ville blive sendt direkte videre til reagensglasbehandling.
Vi gik derfra, kørte hjem, og snakkede egentlig ikke særlig meget på de 40 minutter vi har hjem. Hvad var det egentlig de sagde? Det var ikke gået op for mig.
Da vi kom hjem kom reaktionen. Jeg græd, og græd og græd. Kunne det virkelig passe, at jeg som 24 årig får at vide, at der er minimale chancer for at jeg kan blive gravid naturligt. Det gjorde ondt, og jeg var ked af det i lang tid efter. Samtidig var der et vægttab som skulle holdes, og gøres noget ved, for ellers ville jeg jo aldrig kunne komme i gang med behandling. Øv med øv på! I denne tid var alt bare træls, og jeg kunne slet ikke se fremad, men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Vægttabet skulle fortsætte, og det gjorde det også, men jeg blev meget hurtigt alt for fokuseret på hvad vægten sagde. Mine æggeledere kan jeg ikke bestemme over, så det var jo sådan det var. Men det tager tid at vende sig til, at ens fremtidige barn nok skal laves ved hjælp af sprøjter, ægudtagning og sædprøver på glas, og det er noget som skalbearbejdes. Dog lever håbet om en naturlig graviditet endnu, men skuffelsen tager over hver måned når man ser rødt på papiret.
Med tiden er vi heldigvis blevet mere bevidste om det hele, er klar over hvad vi nok skal igennem. Men vi giver ikke op, og håber hver måned indtil det forhåbentlig bliver tid til behandling i starten af det nye år.