Efter at have forsøgt i hvad der nærmede sig halvandet år på at blive gravid søgte vi hjælp på Dronninglund fertilitetsklinik. Vi kom her ind til en læge der virkede meget positiv omkring at hjælpe os til drømmen om at blive en familie, vi var unge og de kunne ikke finde ud af hvorfor det ikke lykkedes for os.

Vi gik hurtigt i gang med hormonbehandlinger og inseminationer, hvilket desværre ikke gav pote. Vi gik igennem tre inseminationsforsøg, hvor jeg langsomt mistede troen på at det ville lykkedes og spurgte hvad næste skridt i behandlingsverdenen var. Meldingen var IVF, reagensglas befrugtning, aldrig i en alder af 24 år havde jeg regnet med at skulle igennem fertilitetsbehandlinger og da slet ikke så omfattende. Men det blev juni og vi gik i gang med IVF behandlingen med en normal hormon mængde for at se hvordan jeg reagerede på det. Lægerne ser gerne omkring 8-12 æg i sådan en behandling og til scanningen kom den nedslående nyhed at der var 4 æg. 4 ÆG! Jeg var ung og tog grædende hjem fordi jeg var lettet men på samme tid ulykkelig. Lettet fordi vi nu endeligt vidste hvorfor det ikke lykkedes for os og ulykkelig fordi det var min skyld, eller det følte jeg i hvert fald. Dagen for æg udtagningen kom og jeg var bange, virkelig bange. Det gik rimeligt smertefrit og elle æggene kom ud. To dage senere blev vi ringet op fra klinikken og der var desværre ingen æg til oplægning.

I august tilmeldte vi os endnu et forsøg og jeg fik taget en blodprøve for at få målt min æg reserve. Jeg blev derudover sat op i dobbelt mængde hormoner, til scanningen viste der sig to æg og svaret på blodprøven var at jeg havde lav æg reserve. Prøvede at se positivt på det, jeg var ung og mine få æg måtte kunne bruges, men igen to dage efter æg udtagningen var meldingen at der ingen æg var til oplægning. Vi holdte lidt pause fra behandlingen og tilmeldte os i oktober igen til behandling, denne gang med et andet slags hormoner. Til scanningen var der igen nedslående nyheder, kun fire æg. Vi fik her beskeden at hvis ikke dette lykkedes ville vores journal komme på lægekonference og de ville her finde ud af hvad der var bedst i vores situation. Igen to dage efter æg udtagningen blev vi ringet op med beskeden om at der ingen æg var til oplægning.

Ægdonation

En uge senere kom vi til samtale med overlægen som fremlagde vores situation for os. Med de mængder hormoner jeg havde fået kunne de ikke blive ved med at hjælpe os, da det ikke var sundt for mig. Hvis klinikken skulle hjælpe os yderligere skulle det være igennem ægdonation, vi skrev under på at komme på ventelister til åben og lukket ægdonation. Vi snakkede om det hele den følgende uge og især jeg skulle lige sunde mig ovenpå den besked, vi skrev derefter til klinikken for at forhøre os om ventetiden for at vide hvor vi stod. Beskeden der kom tilbage lød på et års ventetid skulle vi beregne, den besked var som at blive slået helt tilbage. Vi havde på det tidspunkt forsøgt i over to år og været igennem en del for at blive forældre, så vi begyndte at søge efter en ægdonor selv. Igennem en bekendt blev vi sat i kontakt med en kvinde som gerne ville donere æg og var undersøgt på klinikken. Vi snakkede frem og tilbage omkring donationen og blev enige om at kontakte klinikken med henblik på donation. Få dage før julen 2016 modtog vi et opkald fra klinikken om at vi havde fået grønt lys til opstart i januar, en bedre julegave kunne vi ikke have ønsket os.

Det blev januar og jeg startede på p-piller for at synkronisere vores cyklusser og ved cyklusstart startede jeg på hormoner for at blive klar til at modtage æg fra vores donor. Dette behandlingsforløb var på mange måder det hårdeste, da man ikke havde den samme føling med behandlingen. På Dagen hvor donor var blevet scannet blev vi ringet op og fik at vide at hun skulle have taget æg ud fire dage senere hvor min mand skulle aflevere sædprøve og jeg også skulle scannes. Til min scanning får vi at vide der er taget fem æg ud og vi vil blive ringet op to dage senere. De to dage føles så lange, men dagen kom og fire ud af fem æg var befrugtet. Vi fik tid til at få lagt et æg op dagen efter og så var det ellers bare at vente indtil blodprøven skulle tages. Vi var aldrig nået så langt så de elleve dage var lange, imellem tiden blev vi ringet op og fik beskeden at de resterende æg desværre ikke var gode nok til nedfrysning så vi måtte håbe at det æg der var lagt op satte sig fast.

Dagen for blodprøven kom og de lange timer til opkaldet dagen efter var uudholdelige, svaret kom og ægget havde sat sig fast, dog var hcg niveauet ikke så højt som de gerne ville have det. Endnu en blodprøve blev derfor taget tre dage senere, som viste at alt var som det skulle være, jeg var gravid og det var lykkedes. Vi var derfor til scanning og den viste en fin lille spunk med et hjerte der slog derudaf, i dag er jeg næsten halvvejs i min graviditet og mere lykkelig end nogensinde. På trods af at det krævede en del at komme over at jeg ikke selv kunne give os et barn med mine og min mands gener er jeg i dag på den anden side og glæder mig utroligt meget til at blive mor til vores kærligheds mirakel barn. Jeg er vores donor dybt taknemmelig både for hendes kæmpe gave til os, for at hun gjorde det muligt for os at blive forældre og for vores aftale omkring donationen. Hun har givet os den største gave man kan give et par der så brændende ønsker at blive forældre som vi gjorde!

Af hjertet tak og tak til de kvinder der donere æg, i er guld værd! <3