Efter selv at have forsøgt i omkring 8-10 måneder at få et barn gik vi til lægen for at blive undersøgt i forhold til vores chancer for selv at “lave” et barn.

Vi valgte at tage til lægen efter så kort tid, da vi begge har flere bekendte som har været igennem fertilitetsbehandling.

Vi var enige om, at det jo ikke kunne skade at blive undersøgt, hvis vi var sunde og raske måtte vi jo bare fortsætte “kampen” selv. Undersøgelserne hos lægen viste, at Esben havde lav sædkvalitet og at vi højst sandsynligt ikke kunne blive gravide på egen hånd, derfor blev vi med det samme henvist til IVF behandling på OUH. Alt dette fandt vi ud af i foråret/sommeren 2017 og allerede til efteråret kom vi til den forberedende samtale på OUH. Inden julen 2017 havde vi været igennem medicinsk behandling og Sabrina havde fået taget æg ud, der var 28 stk. og de ville derfor vente med at sætte æg op for at mindske risikoen for overstimulering. Efter 5 dage blev vi ringet op fra OUH, de skulle fortælle hvor mange æg der var blevet befrugtet og derfor var klar til at komme i fryseren. Vi fik at vide, at de 27 af dem var gået til og at den sidste var meget langsom til at dele sig og de vidste derfor heller ikke om denne ville klare sig. Vi blev begge meget kede af det og havde kun et spinket håb om, at dette ene lille æg ville komme til at klare den. Senere samme dag blev vi ringet op igen, ægget havde delt sig så fint og det kom i fryseren med det samme.

Så kom dagen hvor vi skulle have lagt ægget op igen- hvis det da altså havde oplevet optøningen. Igen skulle vi ringes op fra OUH og have den nervepirrende nyhed- kunne vi få lagt æg op, eller skulle vi igennem hele møllen igen.

Vi var så heldige at vores ene lille æg havde klaret sig så vi tog, meget spændte, den lange køretur til Odense. Ægget blev lagt op og så skulle vi igen vente, for at finde ud af om ægget havde sat sig fast. Der er virkelig meget ventetid i sådan en fertilitetsverden, eller også føles ventetiden bare uendelig lang, fordi der er så mange følelser indblandet- men vente det skulle vi.

Til kontrolscanning nogle uger efter var der heldigvis det fineste hjerteblink, nu var vi ét skridt tættere på drømmebarnet.

Hele graviditeten igenne var en rutsjebanetur af dejlige følelser og en frygt for, at noget skulle gå galt. Vi var begge ovenud lykkelige, da vi den 5. November 2018 stod med vores lille dreng i armene- det var så stort endelig at være nået dertil efter vores, forholdsvis korte, rejse til drømmebarnet.

Vi har hele vejen igenne forløbet været meget åbne omkring vores situation, hvilket vi på ingen måde har fortrudt! Alle har været rigtig søde og nysgerrige på, hvordan det er gået os og vores familier og bekendte har støttet os hele vejen igennem, hvilket har haft stor betydning. Vi har også begge “lagt kortene på bordet” ret hurtigt på vores arbejdspladser og her har forståelse og støtte også vægtet højt hele vejen igennem.