Kære læser

Du kender sikker det kendte ordsprog ”when life hands you lemons, make some lemonade”.

Jeg tror meget på skæbnen, og derfor er ovenstående ordsprog også vigtig for mig. For hvis man tror på, at alting har en årsag, så er det også vigtigt at lære at få det bedst ud af alle livets udfordringer. Derfor forsøger jeg altid at finde noget positivt i en træls situation – for der er altid et eller andet godt, man kan tage med derfra. Intet er så skidt, så det ikke er godt for noget andet, vel? Men hvordan har jeg så i virkeligheden håndteret det at skulle erkende over for mig selv, at min kæreste og jeg ikke kan lave børn selv, og derfor er nødt til at få hjælp? Har jeg kunne bruge mine trofaste ordsprog og leve efter dem? Svaret er nej – ikke i starten hvert fald.

Når livet kaster med sure citroner

Da jeg sad hos min egen læge tilbage i januar 2015 og fik en snak om vores problemer, tog jeg det egentlig rimelig cool. Jeg følte faktisk, det var lidt noget pjat, for selvfølgelig kunne vi da lave børn selv, men jeg følte et pres pga. min alder, og derfor sad jeg der. I løbet af foråret gennemgik vi de obligatoriske undersøgelser, som ikke viste noget unormalt. Vi var totalt glade og lettede – men så dukkede en ny tanke op. Hvorfor var det så ikke lykkes for os at blive gravide? Allerede i april fik vi grønt lys til at tilmelde os behandling, men jeg havde bare ikke lyst. Jeg nægtede simpelthen at accepterer, at det var den vej vi skulle. Livet kastede citroner efter mig, men jeg nægtede at kigge mig tilbage og se dem flyve min vej. Derfor gik der ca. 2 måneder yderligere, hvor vi intet foretog os – jeg ønskede, at vi liiiige prøvede selv lidt mere. Der skete intet. Midten af juni erkendte jeg nederlaget og tilmeldte mig behandling. Mit første forsøg med IUI-H glippede, da jeg ikke var blevet informeret om, hvad første blødningsdag egentlig vil sige, og derfor fik jeg ikke tilmeldt mig på den korrekte dag. Sommerferien kom, og fra august rullede vores forsøg sig så for alvor ud indtil nu, hvor vi snart skal i gang med anden omgang IVF.

Målet er stadig et mål

Jeg er egentlig nået langt alligevel. Vi har fortalt en del venner og vores familie omkring vores kamp, og jeg prøver hele tiden at være åben og ærlig. Ikke så meget for de menneskers skyld, som spørger, men for min egen skyld. Jeg accepterer vores situation mere og mere for hver dag, der går, men jeg er langt fra i mål. Det er også årsagen til, at jeg er anonym – jeg er bare ikke klar til, at hele verden skal vide, hvilken udfordring min kæreste og jeg gennemgår, men jeg håber, den dag kommer. Så nej, jeg har ikke lært at lave lemonade, men jeg håber, at jeg en dag meget snart kan stå med et glas i hånden og sige SKÅL! til resten af verden.